© 2016 Line Leth Jørgensen

  • Line Leth Jørgensen

4/17: Visualisering af læring


Jeg er ikke i tvivl om, at VAKS er et rigtig godt materiale til at lære eleverne bevidste strategier til læsning og stavning. Men da jeg allerførste gang slog op på første side i den første VAKS-bog, så forudså jeg en udfordring - som jeg et par gange har fået bekræftet af kolleger. For hvordan får man elever til at gå motiverede ind i arbejdet med at læse enkeltbogstaver og ord på to bogstaver, når eleverne måske faktisk allerede kan læse ord på tre eller fire bogstaver?


Og så opfandt jeg "Det kan jeg allerede godt"-cirklen, der skulle hjælpe til visualisere læringen for eleverne. Det er ikke raketvidenskab. Det er vel nærmere Vygotsky for begyndere. Men jeg oplever, at det hjælper med til at tydeliggøre for eleverne, hvad de faktisk skal i gang med at lære - og hvorfor.

Jeg begynder altså altid første undervisningstime sammen med et nyt VAKS-hold med at tegne en mediumstørrelses cirkel på tavlen. Den indeholder alt, hvad eleverne lige nu kan mht. læsning og stavning.

Jeg fortæller, at eleverne nu skal i gang med at lære en helt ny læsestrategi, som de skal bruge, når de møder ord, de ikke allerede kan læse. Og jeg pointerer, at det ikke er muligt for dem både at lære en helt ny strategi og helt nye ord på samme tid.

Jeg sætter små prikker inde i cirklen og fortæller, at det er de ord, eleverne allerede godt kan læse. Og jeg fortæller, at de første ord i VAKS-bogen sikkert allerede er inde i denne cirkel.

Og det er de, fordi det svære, som de skal lære til at begynde med, er læsestrategien.

Jeg visualiserer dette med en prik lige uden for cirklen. Ordene er altså til at begynde med inde i cirklen af "det kan jeg godt". Mens strategien er lige uden for cirklen.

Og når eleverne har lært læsestrategien, så bliver det omvendt. Så vil strategien være det, der er inde i cirklen - det de allerede godt kan. Og så begynder ordene at blive så svære, at de er lige uden for cirklen.

Jeg fortæller, at eleverne for hver undervisningslektion, vil lære noget nyt, og at deres cirkel derfor vil vokse hele tiden, og så tegner jeg en masse nye cirkler uden om den oprindelige. Efterhånden vokser "Det kan jeg allerede godt"-cirklen sig ret stor. Og det er jo egentlig ret fantastisk.

Jeg bruger altså "Det kan jeg allerede godt"-cirklen til at visualisere flere ting for eleverne:

  1. At der er et formål med at begynde med lette ord. Det er altså ikke et tegn på mine lave forventninger til dem.

  2. At træning af læsestrategien er et væsentligt element i at blive en god læser. Dette kan være med til at mindske brugen af den ellers meget hyppige læsestrategi: Gætning.

  3. At deres kunnen og viden bliver større for hver gang de deltager i undervisningen. De kan altså selv gøre noget for at blive bedre.

For et par år siden havde jeg en elev, som, da vi afsluttede sidste lektion i Lyd for lyd, spurgte, om jeg ikke godt ville vise, hvor stor hans cirkel nu var blevet. Jeg havde næsten glemt, at vi havde talt om den. Men han havde husket det hele tiden, og nu ville han have visualiseret, hvor stor den var blevet.

Jeg tegnede altså den oprindelige cirkel, og uden om den tegnede jeg 20 nye cirkler - én for hver Lyd for lyd-lektion. Drengen kiggede med store øjne på cirklen og sagde: "Er jeg virkelig blevet SÅ god? Det vil jeg fortælle til min dansklærer".


55 visninger