© 2016 Line Leth Jørgensen

  • Line Leth Jørgensen

Vi holder små liv i vores hænder



Nyhedsbrev 19/17

I dette skoleårs første nyhedsbrev, har jeg lyst til at fortælle om en oplevelse, jeg havde i sommerferien.

Det var en oplevelse, som fik mig til at huske på det berømte citat fra filosoffen K.E. Løgstrup: "Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd" (Den etiske fordring, 1956).

Når vi som lærere praktiserer vores undervisning - fagligt, pædagogisk, didaktik - så er vi med til at påvirke vores elevers liv langt ud over klasseværelset og skolegården. Vi kan være med til at få børn til at blomstre, og vi kan være med til at få dem til at visne. Det er et kæmpe ansvar at have, men det er også en fantastisk mulighed.

Midt i ferien mødtes jeg med en gammel ven, jeg ikke havde set i mange år. Vi drak kaffe og snakkede og nød én af sommerens få dage med sol og blå himmel.

Undervejs fortæller min gamle ven om hans søn og dennes skoleoplevelser. Drengen har svært ved at læse og skrive. Måske har han dysleksi, men han er ikke blevet testet og udredt endnu. Denne del af historien kunne også være en overvejelse værd, men det virkelig tankevækkende i samtalen var beretningen om to forskellige læreres tilgang til drengens vanskeligheder.

I begyndelsen af året havde drengen en lærer, som støttede drengen i at benytte LST (læse-/skriveteknologi). Han fik altså lov til at læse med oplæsningsprogram og skrive med ordforslag. Dette fik i løbet af meget kort tid drengen til at blomstre fagligt og personligt. Pludselig kunne han være med på linje med de andre elever. Han kunne læse de samme bøger, og han kunne skrive gode og forståelige tekster.

Men desværre holdt denne lærer op midt i skoleåret, og drengen fik en ny lærer. En lærer med faste principper. Nu skulle der ugentligt afleveres lange skriftlige tekster - fejlfrit og med smuk håndskrift. LST'en måtte vige for blyanten, det spirende selvværd fik sig hurtigt et knæk, og drengens læringskurve faldt drastisk. Nu kunne han igen ikke være med, og nu blev lektierne igen et marathon i følelsen af utilstrækkelighed.

Somme tider skal der så uendeligt lidt til at få en elev til at udvikle sig, og somme tider skal der så uendeligt lidt til at få en elev til at stoppe i udviklingen.

Min bøn og mit ønske for skoleåret 17/18 er, at ingen elever skal mødes med forstokkede, principielle pædagogiske metoder og tilgange, som ikke understøtter og løfter ham/hende. Og jeg håber og ønsker, at alle lærere får tilstrækkelig viden til rent faktisk at kunne understøtte de elever, der har brug for en særlig tilgang - blandt andet elever med dysleksi.

Jeg tror nok, at jeg mener, at målet i høj grad helliger midlet i undervisningssammenhæng. Hvis vi husker på formålet med vores undervisning - både i det helt store perspektiv og i de helt små detaljer - så bliver det lettere at navigere og understøtte den enkelte elevs læringsvej.

Altså, hvis formålet med en aktivitet er, at eleverne skal kunne Pythagoras læresætning, eller at de skal være i stand til at identificere og benytte særlige sproglige træk ved fortællende tekster, så er det nok ikke så afgørende, om teksterne er læst og skrevet med LST.

En god måde at afprøve om det giver mening, at eleven benytter LST, kunne være at spørge sig selv: "Hvad får den pågældende elev ud af timen/undervisningen/opgaven, hvis han/hun ikke benytter LST?". Hvis svaret er: "Ingenting" eller "Ikke ret meget", så er løsningen vist ret ligetil.

Så lad os huske på, at vi holder små liv i vores hænder hver eneste dag. Lad os hjælpe hinanden med bedst muligt at få disse små liv til at blomstre og udvikle sig.

Rigtig godt skoleår til alle - både lærere, elever og forældre.


55 visninger