© 2016 Line Leth Jørgensen

  • Line Leth Jørgensen

Hvad er normalt? Om klasser fulde af forskellige hjerner

Nyhedsbrev 1/20


I september '19 var jeg i London for at lære mere om dysleksivenlige skoler, men det, der gjorde allerstørst og vedvarende indtryk på mig, var faktisk begrebet neurodiversitet, som jeg i mangel af bedre har oversat til hjernemangfoldighed.


I London hørte jeg Rachel McMullen, Head of Education hos British Dyslexia Association, fortælle om neurodiversitet. Og noget blev vækket i mig, for måske er det præcis den tilgang til forskellighed og til undervisning, vi har brug for.

Efterfølgende købte jeg bogen, The neurodiverse Classroom af Victoria Honeybourne, som jeg har læst med stor interesse. Og i dette årtis første nyhedsbrev vil jeg prøve at beskrive nogle af grundtankerne bag den hjernemangfoldige tankegang og tilgang til skole.


Sat lidt på spidsen kan man sige, at der ofte er en tendens til, at vi opdeler eleverne i de normale, almindelige, typiske - dem der ikke er noget særligt med. Og så de andre - de elever med diagnoser, der har nogle særlige neurologiske hjerner, som kræver noget særligt og andet af os som lærere. Elever med fx dysleksi, ADHD, autisme og dyskalkuli. I bogen "The Neurodiverse Classroom" anslås det, at op mod 20% af en elevgruppe kan have en neurologisk profil, der adskiller sig fra den såkaldt normale.

Og ud over eleverne med særlige hjerner er der også elever med særlige psyker, og elever der kommer fra hjem med et andet primært sprog. Det løber hurtigt op, og pludselig er gruppen af anderledes elever virkelig stor.


Hvis vi forstår så stor en gruppe af vores elever som anderledes og ikke-normale, så opstår i hvert fald to problemer:

For det første betyder det, at op til 1/5 af vores elever sandsynligvis også kommer til at forstå dem selv som anderledes, ikke-normale - og derved vil mange komme til at forstå dem selv som forkerte. Og hvad gør det ved et menneske?

For det andet betyder det, at vi som lærere skal undervise så differentieret, at vi nærmest må klone os selv. Hvordan kan vi i undervisningen tage hensyn til alle elevernes forskellige behov? Både de almindelige elever og elever der har brug for særlig hjælp til læsning og stavning, til at fastholde opmærksomheden, til at navigere i de sociale interaktioner og til at regne og overskue tid og mængder?


Mange slags normal

Hvis vi breder vores forståelse af normalitet ud, kan vi lettere understøtte alle elevers oplevelse af dem selv som værdifulde og som en del af fællesskabet. Vi skal ikke fornægte, at der findes mennesker med diagnoser. For det gør der. Dysleksi findes. Autisme findes. Men jeg tror, at hvis vi begynder at forstå disse vanskeligheder som varianter af normal i stedet for modsætninger til normal, så bliver verden bedre og lettere for alle - både for elever, for lærere og for noget der er større end os.


Hjernemangfoldig undervisning

Og hvis vi begynder at se på fællestræk i stedet for forskelle, så vil vi lettere kunne tilrettelægge en undervisning, der understøtter alle elevers behov - ligegyldigt hvilken variant af normal de har. Det kræver måske en nytænkning af vores undervisning. Det kræver måske en anderledes praksis. Men tænk, hvis det også betyder, at mange flere af vores elever kommer gennem skolen og livet med rygsækken fyldt med selvværd og faglig ballast.

Og faktisk viser det sig, at trods de forskellige diagnoser og udfordringer er der rigtig mange fællestræk.

De fleste elever med neurologiske vanskeligheder og diagnoser har nemlig de fællestræk, at mange af deres udfordringer ses i forhold til 1) kommunikation, 2) arbejdshukommelse, 3) eksekutive funktioner og 4) hastigheden af deres verbale processer. Og hvis vi tager højde for disse fællestræk, så tror jeg, at vi kan undervise på en måde, som giver plads til langt de fleste elever i de faglige og sociale fællesskaber.


  • Kommunikation: At kommunikere drejer sig både om mundtlig og skriftlig kommunikation. Det handler om kommunikation ved at læse, skrive, tale og lytte. Det handler om at forstå og at udtrykke sig - både skriftligt, verbalt og nonverbalt.

  • Arbejdshukommelse: Arbejdshukommelsen bruges til at forstå, at overvåge, at huske, at fastholde og at bearbejde.

  • Eksekutive funktioner: De eksekutive funktioner bruges til at planlægge, at organisere, at strukturere, at fokusere og til selvregulering.

  • Verbal processeringshastighed: Hastigheden på de verbale processer, handler om hvor hurtigt man bearbejder visuel og verbal information, og hvor hurtigt man producerer sprog.


I en hjernemangfoldig undervisning har alle elever mulighed for kvalificeret at deltage og bidrage i aktiviteter der omhandler læsning, skrivning, tale, lytning og andre former for kommunikation. Undervisningen organiseres på en måde, så elevernes arbejdshukommelse og eksekutive funktioner både aflastes og stilladseres, og også elever med langsomme verbale processer har mulighed for at deltage og lære.


Men kan det overhovedet lade sig gøre? Er det ikke bare en smuk drøm?

At ændre tankegang og forståelse er i hvert fald som regel ikke gjort over natten. Det kræver tid og vedholdenhed og masser af samtale og fælles refleksion.

At ændre handlinger kræver som minimum, at man ved, hvad man skal gøre i stedet for det, man plejer at gøre. Det kræver, at man har nye konkrete redskaber at benytte.


Mit næste nyhedsbrev kommer netop til at handle om, hvad vi helt konkret kan gøre i vores undervisning, så flere elever med mangfoldige varianter af normale hjerner kan få mulighed for at deltage, bidrage og lære.


Jeg ønsker jer alle et godt nyt år - allerhelst et rigtig dysleksivenligt og hjernemangfoldigt år.







339 visninger