© 2016 Line Leth Jørgensen

  • Line Leth Jørgensen

Ordblindetest: Om at klare sig bedre, end man egentlig er

Nyhedsbrev 3/19


Jeg havde egentlig besluttet, at jeg ikke ville skrive mere om Ordblindetesten i et godt stykke tid. Den var ligesom kommet til at fylde for meget. Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. Og nu har jeg altså taget et nyt standpunkt. Jeg har nemlig haft nogle tankevækkende oplevelser med testen i år, som jeg gerne vil fortælle lidt om.



Jeg har flere gange hørt et argument for Ordblindetestens gyldighed, der lyder noget i retning af: "Man kan godt score dårligere i testen, end man er. Men man kan ikke score bedre, end man er".

Testen kan altså godt være misvisende i negativ retning, men ikke i positiv retning. Det forstår jeg sådan, at hvis en elev fx ender lige inde i gul kategori, kan det ikke være fordi eleven er heldig og scorer bedre, end han egentlig er, og derfor er det sikkert, at han ikke egentlig burde høre til inde i den røde kategori. Dette resultat må betragtes som korrekt.

Men hvis en elev omvendt placerer sig lige inde i den røde kategori, så kan det i realiteten godt være misvisende. Måske burde han egentlig have ligget i den gule kategori, men fx nervøsitet, træthed eller andet kan have gjort, at han i testen scorer lavere, end han burde.

Lige umiddelbart kan dette være svært at argumentere imod. Det lyder jo fornuftigt og logisk. Men nu har jeg altså oplevet noget, der har tilføjet nogle nuancer til denne forklaring.


I løbet af marts og april har jeg testet en god håndfuld elever. Og heldigvis havde de alle dysleksi - med den rette farve - så de fremover er berettiget til fx indmeldelse i NOTA, prøver på særlige vilkår, SPS senere i deres uddannelsesforløb m.v.

Men under det ene testforløb med en elev fra 4. klasse gik det op for mig - og nu kommer jeg endelig til pointen - hvordan man godt kan score bedre, end man er.

I "Find det der lyder som et ord"-testen valgte eleven nemlig det korrekte svar ved minimum 3 opgaver, selv om han ikke havde læst det, der egentlig stod. Det ved jeg, fordi drengen læste ordene højt, og jeg derfor fik et nøje indblik i hans strategier og ordlæsning. Og det ord, han læste, var ikke det ord, der stod i opgaven.

For ikke at røbe prøveordene i testen, vil jeg konkretisere det med et tænkt eksempel: I testen kunne der fx stå HÆSD, og dette var det korrekte svar, fordi det lyder som ordet HEST. Drengen læste højt, og i stedet for HEST læste han HÆLD, og så valgte han dette ord som det korrekte, fordi HÆLD jo er et rigtigt ord.

Hans svar blev altså registreret som korrekt, men det var det jo ikke. Og på den måde scorede han bedre, end han i virkeligheden var.

Slutresultatet blev, at drengen fik en score lige på skillelinjen mellem rød og gul. Så hvis han havde gættet rigtigt-forkert en enkelt eller to gange mere, ville han sandsynligvis være endt i den gule kategori og havde derved ikke opnået de rettigheder, man har som dyslektiker.

Det er da både helt skørt og noget utryghedsskabende.


Og det fik mig til at tænke videre. Ordblindetesten er jo lavet som en multiple choice-test, hvor man ved hvert spørgsmål skal vælge det rigtige svar ud af 5 mulige. Så naturligvis har man mulighed for at score bedre, end man er. Man kan fx være heldig.


Og hvad kan vi så bruge denne viden til? Vi kan i hvert fald bruge den som endnu et argument for, at vi skal kæmpe med gode argumenter og solid dokumentation for de elever, vi vurder har dysleksi på trods af et resultat i gul kategori.

Verden er ikke helt så sort/hvid - eller rød/gul - som man somme tider godt kunne ønske sig. Og som testlærere og dysleksiansvarlige skal vi være med til at tydeliggøre alle nuancerne.



De bedste hilsner

Line











743 visninger