Gule elever og prøver på særlige vilkår

Nyhedsbrev 1/19

I denne uge udkom Undervisningsministeriets vejledning "Prøver på særlige vilkår og fritagelser" med ændringer og præcisioner i forhold til sidste års version.

Og i år indeholder vejledningen væsentlige ændringer - eller måske blot præciseringer - i forhold til elever, der i den digitale ordblindetest er placeret i den gule kategori "Usikker fonologisk kodning".

Disse ændringer i vejledningen har for mig - og måske også for andre - afstedkommet et stort behov for grundigt at undersøge, hvad vejledningsteksten helt præcis siger, hvordan den helt præcis skal forstås, og hvad det helt præcis kommer til at betyde for skolernes praksis og elevernes afgangsprøve.

Vejledningens præciseringer om dysleksi

Hvis man som elev skal have mulighed for at gå til prøve på særlige vilkår, skal man have en funktionsnedsættelse eller tilsvarende vanskeligheder. Og særligt om elever med dysleksi er det præciseret. at :

"Elever, der er testet ’ordblind’ (svarende til kategorien rød) med Ordblindetesten (...) eller tilsvarende standardiserede ordblindetests, har en funktionsnedsættelse i form af ordblindhed."(UVM, 2019)

På mange skoler og i mange kommuner har man hidtil konkluderet, at flere af de elever, der er placeret i gul kategori i ordblindetesten, netop kunne gå ind under betegnelsen "tilsvarende vanskeligheder".

Men i vejledningen er der nu beskrevet at:

"Tilsvarende vanskeligheder, som ikke kan sidestilles med en funktionsnedsættelse, berettiger ikke til prøveaflæggelse på særlige vilkår. Dette gælder fx elever, der er testet ’usikker fonologisk kodning’ (svarende til kategorien gul) med Ordblindetesten (...)." (UVM, 2019)

Og at:"Elever, der er testet ’usikker fonologisk kodning’ (svarende til kategorien gul) med Ordblindetesten (...) har ikke en funktionsnedsættelse i form af ordblindhed og skal ikke på basis heraf tilbydes prøve på særlige vilkår, med mindre eleven har en anden funktionsnedsættelse eller tilsvarende vanskeligheder, der berettiger til prøve på særlige vilkår." (UVM, 2019)

(Alle understregninger er tilføjet af mig, og står ikke i vejledningen.)

Så altså:

Elever, der har dysleksi, har en funktionsnedsættelse, og de kan gå til prøve på særlige vilkår.
Elever, der ikke har dysleksi, har ikke en funktionsnedsættelse, og de må ikke gå til prøve på særlige vilkår. Elever der ender i den gule kategori har altså ikke automatisk en funktionsnedsættelse.
Eleverne kan testes for dysleksi med den digitale ordblindetest eller andre standardiserede ordblindetest.

Og det giver jo meget god mening.

Så hvad er problemet?

Problemet er blandt andet, at jeg en del gange i løbet af et skoleår møder elever, hvis funktionelle vanskeligheder og resultat i den digitale ordblindetest ikke matcher.

Der er elever, som ender i den røde kategori, men som mestrer læsning og skrivning på det givne niveau i fx 8. og 9. klasse uden markante vanskeligheder. Og der er elever, som ligger i den gule kategori, men som har langt større vanskeligheder med læsning og skrivning, end deres klassekammerater i den røde kategori.

Dette kunne jo evt. forklares med, at disse "gule" elever har andre vanskeligheder, at de ikke har modtaget kvalificeret og tilstrækkelig undervisning, eller at de ikke selv har arbejdet seriøst med deres læsning og skrivning. Men i rigtig mange tilfælde er dette ikke forklaringen.

En god del af disse "gule" elever har modtaget meget og kvalificeret undervisning i skriftens lydprincip, de har selv arbejdet seriøst med deres læsning og skrivning, der er intet, der tyder på andre vanskeligheder, og i test som fx Testbatteriet boner de tydeligt ud på de klassiske dysleksimarkører, og ikke på nogen af de andre områder. Har disse elever ikke dysleksi?

Ordblindetesten er lavet, så 8% af eleverne bør havne i den røde ordblindekategori, og op til 20 % i den gule kategori. Og måske giver det fin mening, at 20% af eleverne ikke har dysleksi. Dysleksibegrebet og -diagnosen skal ikke udvandes, så alle elever, der har svært ved at læse og stave, pludselig har dysleksi.

Men igen, i den virkelighed, hvor jeg befinder mig, er billedet lidt anderledes. De elever, vi på min arbejdsplads anser for dyslektiske, svarer kun til omkring 7% af den samlede elevgruppe - og af disse 7% er der både elever i den røde kategori og elever i den gule kategori, som på anden måde har fået fastslået deres dyslektiske vanskeligheder. Vi er altså ikke i nærheden af 20% elever med dysleksi, selv om vi både har elever, der i den digitale ordblindetest er havnet i den røde og den gule kategori.

Jeg bliver simpelthen så bekymret over, at en digital test, der tilsammen tager omkring 20 minutter at afvikle, kan blive altafgørende for en masse unge menneskers fremtidsmuligheder. Kan vi virkelig give en kvalificeret diagnose udelukkende på baggrund af denne test?

Så hvad kan vi gøre?

I et nyhedsbrev jeg skrev i oktober 2018, beskrev jeg min bekymring omkring ordblindetesten, og jeg kom med nogle forslag til, hvordan vi grundigt og nuanceret kan undersøge, om elevers vanskeligheder skyldes dysleksi eller ej.

I dette nyhedsbrev beskrev jeg også, hvordan en af mine elever, der var endt i den gule kategori, fik godkendt SPS-støtte på STX på baggrund af en grundig udredning fra folkeskolen (og dermed altså fik godkendt sin dysleksi).

Nyhedsbrevet kan du læse HER.

Jeg ønsker ikke, at elever uretmæssigt skal have lov til at gå til prøve på særlige vilkår.

Og jeg ønsker på ingen måde, at elever skal have en diagnose, der ikke er korrekt.

Men jeg kan heller ikke holde ud at tænke på, at elever ikke får den diagnose og hermed den hjælp og forståelse, de bør have.

Elever, der ender i den gule kategori i ordblindetesten, har brug for at blive testet yderligere. Det har de i min optik af to grunde:

1) For at verificere eller måske modargumentere for ordblindetestens resultat. Dvs. for at undersøge, om det samme billede ses i en anden test - fx Elbros ordlister.

2) For at få et nuanceret billede af elevens vanskeligheder og kompetencer, så den rette indsats kan iværksættes.

Så hvis vi har kvalificeret mistanke om, at elevens vanskeligheder er af en karakter og en grad, så det bør kategoriseres som dysleksi - også selv om resultatet af den digitale ordblindetest bliver gult - så skal vi undersøge og teste yderligere.

Vi kan fx tage Elbros ordlister, og vi kan tage Testbatteriet for at få et billede af elevens bredere sproglige kompetencer (ses der specifikke dyk ved dysleksimarkørerne eller generelle dyk inden for alle eller flere ikke-dysleksi-specifikke områder?).

Eller måske skal vi faktisk gøre det omvendt: Tage de andre test først: Elbros ordlister, Testbatteriet, læseprøve, staveprøve. Og når disse test er taget, og vi har vurderet, at der efter al sandsynlighed er tale om dyslektiske vanskeligheder, så tager vi den digitale ordblindetest.

Under alle omstændigheder så skærper den nye vejledning til prøver på særlige vilkår nødvendigheden af, at vi er virkelig grundige og nuancerede i vores arbejde.

Vi skal teste, analysere og konkludere så grundigt og ærligt, som vi overhovedet kan. Og vi skal kunne dokumentere og argumentere sagligt og nuanceret for, hvorfor vi konkluderer, som vi gør.

Elever kan godt have dysleksi, selv om ordblindetesten giver et gult resultat. Og elever kan godt ikke have dysleksi, selv om ordblindetesten giver et rødt resultat.

Og det er vores job som testlærere at undersøge og dokumentere dette i begge tilfælde (evt. i samarbejde med andre fagpersoner).

Så kære I, der har med dysleksi, testning og afgangsprøver at gøre:

Hold tungen lige i munden. Gå ikke i panik. Men sørg for at have nuancerede og veldokumenterede undersøgelser bag jer, hvis I vurderer, at nogle elever har funktionsnedsættelsen dysleksi, til trods for at den digitale ordblindetest placerer dem et par point på den forkerte side af den magiske røde skillelinje.