Vi lever i en tid, hvor der er utroligt stort fokus på det perfekte - eller i hvert fald på hele tiden at stræbe mod det perfekte.. Og i folkeskolen anno 2016 er det allervigtigst at være perfekt til læsning og matematik - forstået på den måde, at det er via de nationale tests i læsning og matematik, man måler, om eleverne faktisk bliver dygtigere og dygtigere, sådan som planen er. Nå, det skal ikke gå hen og bliver for politisk. Mit fokus her er et helt andet. Det handler jo om elever med dysleksi. Det handler om, hvordan disse elever kan udvikle sig og bevare modet til at turde lære nyt og svært - også selv om de ikke er perfekte. Og her spiller vi som lærere en helt central rolle. Vi skal
Den enkelte lærer kan gøre meget for deres elever med dysleksi. De enkelte forældre kan gøre meget for deres barn med dysleksi. Det enkelte barn med dysleksi kan gøre meget for sig selv. Men for at kunne give alle elever med dysleksi den rette støtte og opmærksomhed er der brug for andet og mere end enkeltpersoners indsats. Der er også brug, at den enkelte skole og kommune udvikler og indfører for en overordnet struktur og ramme for dysleksiindsatsen, som indeholder en systematik i både screening, testning, indsatser og pædagogik. For hvis man undlader dette og overlader det hele til den enkelte lærer, vil det alt for ofte ende med, at elever ikke får den rette hjælp tidligt nok. Med udgangs
Som barn med dysleksi, i en verden hvor der nærmest bliver sat lighedstegn mellem læse-/ skrivekompetence og mulighed for succes, kan det være rigtig svært at få øje på det, man er særligt god til - det kan være vanskeligt at finde sin egen superheltestyrke. Og desværre kan det også somme tider være svært for kammerater og lærere. For vanskelighederne tårner sig op og skygger for alt det andet, som man også er og kan. Men børn med dysleksi er så meget mere end deres læse-/skrivevanskeligheder. Vi har alle en indre superheltestyrke - noget vi har talent for, og noget vi kan berige andre mennesker med. Vi skal måske "bare" indstille vores opmærksomhed på den og lære at dyrke den. Jeg har mødt
Så er det lige ved at være nu, at skoleåret begynder for alle landets børn. Nogen begynder allerede på mandag, andre får lige lov til at sove længe et par dage mere. Penalhusene er fyldt med nye blyanter, madkassen er klar, og tankerne om næste skoleår kommer tættere og tættere på. Mange glæder sig helt sikkert, mange er nok spændte, og en del er måske mere bekymrede end spændte. For hvad vil det næste skoleår komme til at indeholde af opgaver, forventninger og læring, som måske ikke vil kunne honoreres. I sidste uge skrev jeg om tiltag, man som lærer kan iværksætte for at øge muligheden for ligeværdig deltagelse af elever med dysleksi (se ugens tip 8). I denne uge kommer der lidt mere på li