• Line Leth Jørgensen

Ugens tip 23: Mere struktur og endnu en app


De sidste uger har jeg skrevet hhv. om skriveskabeloner til at styrke skriftlige opgaver og om apps til at træne bogstav-lyd-forbindelsen med.

I dag vil jeg både anbefale endnu en måde til at arbejde med struktur i tekster, og endnu en app hvor man kan arbejde med bogstaver og deres lyde.

Først til strukturen

En skriveskabelon kan være rigtig god til at stilladsere elevernes tekstproduktion i den fase, hvor de endnu ikke kan overskue selv at skabe tekstens struktur (se Ugens tip 20).

Men målet er, at eleverne hen ad vejen bliver i stand til selv at arbejde med både idéudvikling, strukturering og revidering af deres egne tekster.

Ofte vil man sikkert arbejde med fx brainstorm, mindmap og/eller disposition inden selve skrivefasen. Men jeg oplever tit, at elever med dysleksi - der kan have en belastet arbejdshukommelse og evt. manglende overblik - har svært ved at overføre dette forarbejde til selve teksten.

Derfor vil jeg anbefale en metode, hvor forarbejdet er en integreret del af tekstarbejdet. Det, man skal bruge, er en computer og et Worddokument.

For at illusterere hvad metoden går ud på, har jeg kastet mig ud i noget helt nyt - jeg har forsøgt mig med en lille video, hvor jeg viser og forklarer. Bær over med mig, det er mit første forsøg.


Og så til app'en

Jeg er i ugens løb blevet spurgt om app'en Læserejsen, der er udviklet af Center for læseforskning, og udgivet af Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling.

Det er en app, der i fem forskellige aktiviteter træner 1) bogstavernes navn og udseende, 2) bogstavernes lyd, 3) identifikation af forlyd, 4) stavning med opmærksomhed på bogstavernes lyd og udseende, og 5) læsning af enkle ord.

Der er ikke mange muligheder for selvstændige valg af aktivitet eller niveau i app'en. Men til gengæld kommer man hele vejen rundt om bogstaverne, deres udseende, navn, lyd og sammensætning. Og træningen forekommer meget systematisk og grundig.

Jeg lod i denne uge en pige i første klasse afprøve Læserejsen. Hun har endnu ikke lært alle bogstaverne og kun få bogstavlyde, og hun har ofte svært ved at fastholde koncentrationen og engagementet, når hun arbejder med læsning.

Men da hun sad med Læserejsen, oplevede jeg før første gang, at hun både var koncentreret, interesseret og vedholdende.

Så Læserejsen er helt sikkert kommet for at blive i min mappe med læseapps.


0 visninger

© 2016 Line Leth Jørgensen