• Line Leth Jørgensen

Ugens tip 24: Det uundværlige samarbejde mellem skole og forældre


Jo større vanskeligheder en elev oplever i sin skoletid - det være sig fagligt, social eller personligt - jo større behov er der som regel for et tæt og velfungerende samarbejde mellem skole og hjem. Men risikoen for at samarbejdet måske ikke er så velfungerende kan ofte øges tilsvarende, i takt med at vanskelighederne stiger. Skolen presses, fordi det er vanskeligt at finde den rigtige indsats, og forældrene presses, fordi det er svært, at ens barn ikke trives - og det kan være med til umiddelbart at vanskeliggøre samarbejdet.

Netop elever med dysleksi er en gruppe elever, der har stort behov for, at skole og hjem samarbejder åbent og tillidsfuld. Og det er min påstand, at hvis elever med dysleksi skal have den bedste mulighed for at udvikle sig fagligt og personligt, så er et godt samarbejde helt uundværligt - vi kan simpelthen ikke klare os uden hinanden.

Hvorfor er samarbejdet vigtigt?

Forældrene har naturligvis en helt uvurderlig viden om deres børn, som vi i skolen vil kunne bruge til bedre at forstå vores elever.

Det drejer sig bl.a. om, hvordan børnene egentlig har det med deres skriftsprogsvanskeligheder - hvordan det påvirker dem personligt, og hvordan de hjemme går til deres skolearbejdet. Og det drejer sig om, hvilke ønsker og behov børnene giver udtryk for at have mht. deres læring og skolegang.

Måske vil man som lærer også kunne tale med eleverne om dette, men det er ikke sikkert, at man altid vil få et helt ærligt og fyldestgørende svar.

Lærerne på den anden side har en uvurderlig viden om, hvordan eleven agerer i skolen. Hvordan eleven arbejder i timerne, benytter sin kompenserende it, viser selvstændighed m.v, og hvordan samværet med de andre elever er.

Og samtidig har lærerne en faglig og didaktisk viden om, hvad eleverne har brug for at lære, og hvordan de kan lære det.

Hvis vi skal kunne styrke eleven bedst muligt, så bliver vi nødt til at samle denne viden - og både skole og hjem bliver nødt til at have tillid til, at der godt kan være flere sandheder. At selv om en elev i skolen fx udviser ligegyldighed og manglende vilje til at arbejde med sine vanskeligheder og sit skolearbejdet, så kan det godt være, at den samme elev derhjemme giver udtryk for rigtig gerne at ville blive dygtigere.

Jo mere vi bruger hinanden, jo mere nuanceret en viden vi har om hinandens erfaringer og perspektiver, jo bedre - er det min påstand - kan vi i fællesskab hjælp hinanden i arbejdet med at styrke den enkelte elevs/det enkelte barns faglige og personlige udvikling.

Og jo mere eleven oplever at skole og hjem samarbejder og har fælles forståelse, jo mindre splittelse vil han/hun opleve. Og det vil kunne føre til mere ro og tryghed, hvilken er en vigtig forudsætning for den faglige og personlige udvikling.

Men somme tider kan samarbejdet være vanskeligt. Forældrene kan opleve, at skolen ikke forstår dem, ikke lytter og ikke hjælper barnet rigtigt og tilstrækkeligt.

Skolen kan opleve, at forældrene heller ikke lytter, og/eller at de ikke bakker op, ikke viser interesse eller måske viser for meget interesse (blander sig unødigt).

Skolens hovedansvar

Her er det min klare holdning, at det altid er os som skole, der har ansvaret for samarbejdet - ikke eneansvaret, men hovedansvaret.

Det er os, der er de professionelle, og vi skal formå at skabe rammer og måder, hvor forældrene føler sig trygge og værdifulde i samarbejdet. Og vi må kunne sætte os i deres sted - både når de i vores optik fylder for meget og for lidt i samarbejdet.

Så lad os invitere forældrene over og tale sammen om, hvad vi hver især ved og oplever.

Som udgangspunkt har jeg gode erfaringer med at begynde med at bede forældrene om hjælp. Hvis jeg har en udfordring med en elev, så vil jeg invitere forældrene ind som eksperter: Oplever de samme udfordringer hjemme? Hvilke gode erfaringer har de med at tackle udfordringerne? På den måde viser jeg både åbenhed (jeg har en udfordring), og jeg viser interesse og tillid (jeg har brug for deres viden og ekspertise).

Og så tror jeg, det handler om at vide, hvilke områder, vi er eksperter på, og hvilke vi ikke er.

Inden for det faglige område er det mig, der er eksperten, der kan tilbyde forældrene viden og råd.

Men inden for det område, der handler om elevens trivsel, behov og ønsker er det selvfølgelig forældrene, der har den største viden, som jeg kan blive klogere af at lytte til.

Jo mere åben dialog vi har, og jo mere vi kender til hinandens perspektiver, jo bedre kan vi hjælpes ad med den store fælles opgave, det er at være med til at styrke barnets faglige og personlige udvikling.

Og da det jo er os, der har hovedansvaret, så tror jeg, det er vigtigt, at vi for det første helt eksplicit fortæller, hvad vi ved, og hvad vi har brug for af forældrene. Hvordan skulle de kunne vide det, hvis vi ikke fortæller det?

Og for det andet må vi være åbne og nysgerrige i forhold til forældrenes ageren - både når de er vrede, blander sig eller ikke gør noget. For de gør det helt sikkert ud fra et ønske om, at deres børn skal trives og vokse.


0 visninger

© 2016 Line Leth Jørgensen