• Line Leth Jørgensen

Dagbog fra en dysleksivenlig studietur til London

Nyhedsbrev 8/19


I sidste uge var det international ordblindeuge, og i den forbindelse var jeg på studietur til London for, sammen med forlaget Alinea og en gruppe nysgerrige og dygtige dysleksimennesker fra Danmark, at blive klogere på form og indhold i "Dyslexia Friendly Schools".

Med dette nyhedsbrev vil jeg dele nogle af mine umiddelbare oplevelser og overvejelser fra turen.



DAG 1

Første stop på turen var specialskolen, The Unicorn School, i Abingdon 1½ times kørsel uden for London.

Noget af det, jeg primært tager med mig fra The Unicorn School, er deres arbejde med elevernes metakognition som en del af udviklingen af studiekompetencer. Altså arbejdet med elevernes forståelse af deres egen hjerne, tænkning og læring.

Hvis elever skal blive selvstændige og udvikle modstandskraft, har de brug for at forstå dem selv og deres hjernes mulighed for læring.

Lærerne fortalte om, hvordan de med stor succes underviste eleverne i hjernens plasticitet og mulighed for konstant udvikling. Ved at lære eleverne om, at vores hjerne er plastisk og udvikler sig gennem det, vi bruger den til, får eleverne viden og forståelse for, at det nytter at arbejde med det, der kan være svært. Og det styrker deres tro på, at de selv har mulighed for at påvirke deres liv og læring.

En elev, der havde stor modstand mod at arbejde med sine vanskeligheder, fik fx først mod på en fornyet indsats, da han forstod, hvordan han ved at arbejde med bestemte områder, havde mulighed for at udvikle sin hjerne til netop at blive bedre til dette.


På skolen blev al undervisning og læring understøttet af plakater, billeder og citater, der hang rundt omkring på skolen. Arbejdet med at forstå sin hjerne blev bl.a. fulgt op af følgende citater:

"I am always doing what I cannot de yet, in order to learn how to do it" (Vincent van Gogh).

"Do not judge me by my successes, judge me by how many times I fell down and got back up again" (Nelson Mandela).


Ja tak, til at lade eleverne forstå både deres vanskeligheder og deres hjernes fantastiske evne til at lære og udvikle sig.



Studieturens dag 1 sluttede med et oplæg af Niel MacKay, faderen til begrebet dysleksivenlige skoler.

Det var et oplæg fyldt med energi, guldkorn og gode eksempler. Og jeg kunne nævne mange gode pointer og idéer, men i denne dagbog vil jeg nøjes med følgende:

  • I England opererer man ikke med en grænse på, at 5-7% har dysleksi. Den alment accepterede skæring går ved 10%, og Niel MacKay beskrev endda, at op til 20% af befolkningen har vanskeligheder på verbale og skriftsproglige præstationer, der placerer dem i risiko for dyslektiske vanskeligheder. Jeg tænker, at det er en interessant opmærksomhed at have med sig, at grænserne for at have dysleksi eller ikke-dysleksi er forskellige fra land til land.

  • Ifølge Niel MacKay lærer 2/3 af alle elever at læse, uagtet hvilken metode, vi vælger. Men ca. 1/3 at vores elever lærer kun at læse godt og flydende, hvis vi i indskolingen arbejder med syntetisk lyd-bogstavmetode.

  • Udgangspunktet for den dysleksivenlige skole er i min oversættelse: "at hjælpe hver enkelt elev, uden altid at give individuel hjælp" og ved at "gøre det rigtigt for dyslektikere, at gøre det rigtigt for alle". På den skole, hvor Niel MacKay tidligere arbejdede og udviklede de dysleksivenlige indsatser, oplevede de, hvordan skolen blev meget bedre for alle elever.

  • Mange mennesker med dysleksi har ud over vanskeligheder med læsning og skrivning også vanskeligheder med hukommelse, automatisering og arbejdshastighed. Men hvordan kan man illustrere, at disse vanskeligheder ikke er et tegn på, at man ikke er et klogt og vidende menneske? Måske ved følgende lille leg, som Niel MacKay udsatte os for: 1) Fortæl om din morgen (ingen restriktioner), 2) fortæl om din morgen uden at bogstavet S indgår, 3) fortæl om din morgen uden at bogstavet E indgår. Jo større sproglige restriktioner der sættes, jo langsommere, mindre flydende og mere ordfattig bliver fortællingen - men vi ved og forstår stadig præcis det samme som i første fortælling. Opgaven for os som undervisere bliver at skabe en undervisning, hvor alle elever har mulighed for at lære og vise, hvad de kan.



DAG 2

Studieturens 2. dag begyndte med endnu et skolebesøg på Yerbury Primary School, der er certificeret Dyslexia Friendly School af BDA (British Dyslexia Association).

Skolens dysleksikoordinator og -lærer, Julia Marriott, fortalte og viste om skolens langvarige og bilags-omfangsrige arbejde med at blive certificeret, og vi så eksempler på de helt konkrete og lavpraktiske indsatser, skolens arbejdede med.

Ud over de allestedsnærværende plakater og plancher til visuel understøttelse, så bed jeg i mærke i den meget minimale brug af LST. Stort set al undervisning og læring foregik helt håndholdt, hvor de primære hjælpemidler var Post-It, highlightere i forskellige farver og små lydoptagere til at fastholde sætninger, der skulle skrives. En del af dette kan forklares med små midler til it, men også i et fokus på at træne elevernes selvstændige strategier og kompetencer. Jeg er endnu ikke helt afklaret mht. min holdning til dette, men jeg tror nok, at jeg i indskolingsklasserne hælder mere til et både-og med inddragelse af både træning og kompensation.


Det, jeg blev mest optaget af, var dog Julia Marriotts beskrivelse af, hvordan der hvert år under "Dyslexia Awareness Week" blev arrangeret oplæg for alle elever på skolen om det at have dysleksi (Ugen lå i øvrigt sjældent i uge 40, men på en uge i løbet af året, hvor det passede ind i skolens kalender og øvrige aktiviteter).

For at gøre oplæggene så nærværende og vedkommende som muligt for eleverne, har skolen arrangeret det sådan, at oplægsholderne hvert år har en relation til skolen. Der er altså fokus på rollemodeller, men ikke nødvendigvis på kendisser og glamour.

  1. Første år var oplægsholderne forældre til børn på skolen. Forældrene fortalte om, hvordan de havde haft det i skolen og bagefter, hvad der havde været svært, og ikke mindst, hvordan de havde klaret og overkommet deres vanskeligheder.

  2. Andet år var oplægsholderne lærere på skolen, der fortalte eleverne om deres egen dysleksi.

  3. Tredje år var det elevernes egen tur. Dette år valgte man dog at lade eleverne lydoptage deres fortællinger på forhånd, og i stedet for at skulle stå direkte foran resten af skolen, blev deres fortællinger afspillet med billeder og lyd via PowerPoint. Eleverne fortalte blandt andet om, hvordan de arbejdede med at vende deres egne negative tanker til positive tanker.

  4. Og fjerde - og indtil videre sidste år - var fokus mere generelt på, at alle mennesker har både styrker og svagheder. Der blev arbejdet med og fortalt om andre typer vanskeligheder og strategier og metoder til at klare disse vanskeligheder.

Jeg synes, idéen om at nedbryde tabuer om dysleksi så tæt på elevernes egen hverdag er meget inspirerende, og jeg håber sådan, at jeg kan få mulighed for på en eller anden måde at gøre det til virkelighed et sted i nærheden af mig.



Dag 2 sluttede af med et super inspirerende oplæg af Rachael McMullen, der er Head of Education i British Dyslexia Association (BDA) og tidligere har undervist på The Unicorn School.

Oplægget handlede om dysleksi og om standarderne for at blive certificeret dysleksivenlig skole, og det var så fyldt med spændende pointer og vinkler, at jeg ville ønske, vi havde haft meget længere tid med hende.

Udgangspunktet for BDA's standarder for dysleksivenlige skoler er, at elever med dysleksi lærer og tænker anderledes, og derfor skal mødes med en undervisning og et læringsmiljø, der giver dem mulighed for at lære på denne måde/disse måder.


Og med udgangspunkt i denne forståelse af anderledes læring og tænkning, vil jeg dvæle lidt ved noget af det, jeg blev allermest begejstret for under hele studieturen: Begrebet Neurodiversity - der på dansk vel nærmest kan oversættes til hjernemangfoldighed. Rachael McMullen satte med dette begreb ord på noget af det, jeg selv har manglet ord for: Skole og undervisning, der ikke blot er dysleksivenlig, men elevvenlig for alle elever.


Når man taler om neurodiversity/hjernemangfoldighed så handler det om, at der findes mange elever, med mange forskellige neurologiske vanskeligheder, og de findes i et bredt spektrum af grader og typer - fx dysleksi, dyskalkuli, dyspraksi, autisme, ADHD og udviklingsmæssig sprogforstyrrelse (DLD).

Fælles for elever med disse vanskeligheder er, at de har vanskeligheder med bl.a. kommunikation, arbejdshukommelse og eksekutive funktioner.

Så i stedet for at tænke "Hvordan gør jeg min undervisning mere dysleksivenlig?", kan man, ifølge Rachael McMullen, med fordel tænke: "Hvordan gør jeg min klasse og undervisning mere kommunikationsvenlig, hukommelsesvenlig og eksekutiv-venlig?"


Jeg er vild med idéen, og lige nu er jeg i gang med at grave mig dybere ned i begrebet og i gode praksisnære veje til at skabe en undervisning, der i højere grad omfavner alle vores elevers hjernemangfoldighed. Jeg regner med inden længe at kunne vende tilbage med et nyhedsbrev om netop dette.



DAG 3

Jeg er ved at være ved vejs ende i min studietursdagbog. For på sidste dag var jeg blot et smut forbi Tes SEN-messen, der mindede om en læringsfestival for specialområdet.


Ud over at tale med en Brexit-frustreret forlægger så var den største oplevelse at blive præsenteret for det britiske svar på CD-Ord/AppWriter: Clicker.

Umiddelbart havde vores danske produkter nogle klare fordele ved fx ikke kun at fungere i programmets eget lukkede rum, men Clicker syntes ved den korte præsentation også at have funktioner, som vi i Danmark kunne have gavn af - især en funktion, hvor mindmaps kan omdannes til ordlister, som kan indsættes direkte i teksten, virkede brugbar og interessant.


Med hoved og krop fyldt med oplevelser, informationer, tanker og møder med en masse spændende og vidende mennesker fra både Danmark og England drog jeg atter hjem. Og jeg glæder mig nu til forhåbentligt at kunne udvikle og implementere noget af det nye til min egen lokale kontekst, og jeg ser ikke mindst frem til at blive klogere på de områder, jeg har opdaget, at jeg endnu ikke ved nok om. Dejligt med livslang læring - for os allesammen.




0 visninger

© 2016 Line Leth Jørgensen