"Den skal jeg da have på min blyant!"

Nyhedsbrev 2/18

Nogle dage er ret grå og uinteressante.

Andre dage kan rumme små øjeblikke af stor skønhed, hvor alting ligesom giver mening på et højere plan.

Sådan et øjeblik oplevede jeg i denne uge.

Jørgen har dysleksi.

Ikke bare en lille smule, men dysleksi i en sådan grad, at han er fuldstændig afhængig af sine oplæsnings-, og ordforslags- og oplæsningsprogrammer.

Forleden havde jeg, som altid om fredagen, Jørgen til supplerende dansk, og da vi var færdige med dagens øvrige aktiviteter, viste jeg ham app'en Prizmo GO, som jeg selv lige var stødt på, og som, jeg umiddelbart syntes, fungerede rigtig godt til scanning og oplæsning.

Da Jørgen så, hvad app'en kunne, udbrød han spontant: "Den skal jeg da have på min blyant!"

Jeg forstod ikke, hvad han mente.

Og så fik jeg fortælling om, hvordan han har navngivet sine forskellige hjælpemidler.

Jeg blev helt lykkelig over graden af kreativitet, selvstændighed og evne til at finde sin egen vej, Jørgens navngivningsstrategi synes at være udtryk for.

Her er, hvad Jørgen fortalte mig:

Mobilen er en blyant

Når læreren beder klassen om at tage deres blyanter frem, fordi de fx skal ud og løse opgaver et andet sted på skolen eller i nærområdet, så tager Jørgen sin mobil med. Han bruger den til at scanne små tekststykker til oplæsning og til at diktere opgavesvar på.

En blyant er lille og kan bruges alle steder. Det samme gælder for mobiltelefonen, så selvfølgelig er mobilen Jørgens blyant.

IPaden er et kladdehæfte

IPad'en bruger Jørgen til at skrive længere tekster ved hjælp af tale til tekst. Som regel skriver han i Google Docs eller andre onlineprogrammer, så han senere kan arbejde videre med teksten på computeren. Når klassekammeraterne bruger deres kladdehæfte, bruger Jørgen sin iPad. Og størrelsesmæssigt ligner de jo også hinanden lidt - så selvfølgelig er iPaden et kladdehæfte. Og Jørgens indeholder endda også frilæsningsbøger. Smart.

Computeren er et arbejdsbord

På computeren ligger de opgaver og bøger, Jørgen for tiden arbejder med. Det er her, han redigerer og læser korrektur på sine tekster med brug af CD-ord eller IntoWords, og her han laver andre skoleopgaver. Selvfølgelig er computeren et arbejdsbord.

USB-stikket er en skoletaske

Når Jørgen skal transportere bøger, tekster, opgaver m.v. mellem skole og hjem, så lægger han det over på sit USB-stik, så han kan nøjes med at bære det frem og tilbage. ligesom de andre tager deres skoletaske med til og fra skole. Og når computeren jo faktisk er et arbejdsbord, så giver det rigtig god mening, at lade det stå.

Næste skridt bliver nok, at skoletasken kan findes i skyen et sted.

________________________________________________________

Jeg blev så rørt og virkelig glad over at høre om Jørgens navngivning af sine ting.

Det viste mig, at han har udviklet sine helt personlige strategier og veje til at opnå inklusion og læring.

Når Jørgen italesætter sine hjælpemidler sådan, bliver hans skolematerialer identiske med klassekammeraternes. De ser måske lidt anderledes ud og fungerer på en lidt anden måde, men i virkeligheden er der ingen forskel.

En del elever med dysleksi kan have svært ved at huske og acceptere, at når læreren beder klassen om fx at tage kladdehæftet frem, så betyder det, at de selv skal åbne og benytte et skriveprogram. Men for Jørgen er dette ikke et problem. Hans iPad er jo et kladdehæfte!

Sproget skaber virkeligheden: Og med stor kreativitet og selvbevidsthed har Jørgen formået at skabe en virkelighed, hvor dysleksien ikke adskiller ham fra de andre.

Tænk hvis alle elever med dysleksi kunne have det sådan.

Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags

© 2016 Line Leth Jørgensen