Ugens dysleksibesværgelse: Jeg kan trylle!


Nyhedsbrev 25/17

For tiden bliver jeg ofte glad over at opleve, at opmærksomheden på og interessen for dysleksi er så voldsomt stigende i disse år.

Men somme tider oplever og opdager jeg udfordringer og sten på vejen, som viser, at der stadig er lang vej at tilbagelægge. I denne uge har jeg desværre haft en del af denne slags oplevelser, og jeg kan ikke holde op med at spekulere videre over dem.

Manglende ressourcer

Jeg har hørt engagerede og interesserede lærere fortælle om manglende ressourcer i en sådan grad, at eleverne stort set ikke kan blive tilbudt supplerende undervisning eller få tilfredsstillende oplæring i brugen af LST.

Og så er det jo fint at tale om én-til-én-støtte i læringsstrategier, når virkeligheden byder på 25 elever og en enkelt lærer med utilstrækkelig viden. Men hvordan sikrer vi inklusion og faglig udvikling, når tiden og økonomien ikke er der?

Manglende erkendelse af vanskeligheder

Jeg har talt med elever, der med tårer i øjnene har haft svært ved at erkende og acceptere deres dysleksivanskeligheder. For de har jo rykket sig fagligt, og andre elever har måske endnu sværere ved at læse - af helt andre grunde.

Hvordan sikrer man sig, at disse elever får mod til at rette ryggen og se sig selv i øjnene - med alle de styrker og svagheder, som netop de indeholder?

Vi kan jo ikke gå ved siden af dem gennem hele dagen og hjælpe dem med at både erkende vanskelighederne og få øje på styrkerne og løsningsmulighederne.

Manglende accept fra skolens side

Jeg har talt med en far, der fortæller om datterens skriftsprogsvanskeligheder, som skolen ikke vil anerkende som dysleksi - selv om der er lavet en grundig udredning i anerkendt privat regi.

Forældre og skole står i hvert sit ringhjørne og kæmper om retten til at definere vanskelighederne og løsningerne, og imens får barnet ikke den rette hjælp og støtte.

Hvordan skal vi komme i mål med at få alle elever til at udvikle sig maximalt både fagligt og menneskeligt, når ikke de vigtigste parter - skole og hjem - kan samarbejde? Og hvorfor er det, at man nogle steder stadig er så tilbageholdende med at forstå elevers skriftsprogsvanskeligheder som dysleksi?

Efter en uge som denne, kan jeg godt komme til at føle en akut magtesløshed. Der er så mange udfordringer - fra de helt store organisatoriske til de helt små hos det enkelte menneske. Og hvordan skal vi nogensinde lykkes med missionen om den dysleksivenlige skole, hvor alle elever med dysleksi er reelt inkluderede?

Men magtesløsheden fører os jo ingen steder hen. Så i stedet har jeg besluttet at holde fast i min yndlingsbesværgelse: "JEG KAN TRYLLE!" Ja, faktisk tror jeg, at vi allesammen kan trylle lidt.

Vi kan ikke trylle med stav og hvide kaniner. Men vi kan trylle med høje forventninger, små skridt, vedholdenhed, viden, et utal af strategier, forklaringer og italesættelser, anerkendelse, lydhørhed og en masse smil.

Vi kan trylle ved at sige og tro på, at vi kan trylle.

Vi kan trylle ved fastholde, at vi prøver at gøre vores allerbedste - selv om midlerne er små og tiden er helt utilstrækkelig - og ved samtidig at råbe højt om behovene og konsekvenserne.

Somme tider bliver jeg lidt modløs. Men så tager jeg den høje hat på igen og tryller videre.

Vil I være med?

Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags

© 2016 Line Leth Jørgensen