top of page

Ugens tip 8: Forbered en dysleksivenlig undervisning

Så er en lang sommerferie ved at være slut, og inden skolerne fyldes med sommerbrune skolebørn, skal alle landets lærere i gang med den sidste fintuning og planlægning af det kommende års undervisning.

Og lige nu vil være et rigtig godt tidspunkt at fokusere lidt på, om ens planer og pædagogik og didaktik egentlig er tilstrækkeligt dysleksivenlige - dvs. om ens undervisning giver elever med dysleksi den fornødne mulighed for at deltage ligeværdigt.

Så mit tip her hvor sommerferien så småt er ved at rinde ud, det er at alle lærere - enten alene, i teams eller som samlet lærergruppe - giver deres undervisning et lille dysleksi-serviceeftersyn.

Følgende checkliste kan evt. bruges:

1) Alle papirer scannes og arkiveres på elevintra inden timens begyndelse.

Dette giver elever med dysleksi reel mulighed for at læse og skrive med deres kompenserende it. Uden indscannede materialer har de ikke denne mulighed, og vi kan som lærere ikke forvente, at eleverne benytter deres it. Og det tager faktisk kun ganske kort tid, når man først har fået det lært.

2) Alle klassens bøger kan som udgangspunkt findes på Nota eller Materialebasen.

Hvis ikke de findes der, kan man evt. finde en alternativ bog, selv scanne bogen ind, eller give eleven bogen i god tid, så han/hun selv kan scanne.

3) Elever med dysleksi har altid mulighed for at benytte it i timerne og ved alle prøver (+ ekstra tid)

Hvis vi som lærere ikke giver eleverne mulighed for at benytte it - og husker dem på det - så giver vi dem reelt ringere muligheder for at udvikle sig fagligt.

4) Vi har fokus på elevernes udfordringer – så de får støtte, hvor der er brug for det.

Dysleksi er en specifik funktionsnedsættelse. Vi må som lærere kende nok til dysleksi til at kunne støtte eleverne netop der, hvor de har deres primære vanskeligheder.

5) Vi har fokus på elevernes styrker – så forventningerne er høje, hvor de kan honoreres.

Netop fordi funktionsnedsættelsen er specifik, så skal vi huske stadig at have høje forventinger på alle de andre områder. Med den rette støtte og stilladsering kan elever med dysleksi præstere på samme niveau som elever uden.

6) Vi lader eleverne slippe for at læse højt i klassen – med mindre de selv ønsker det.

Rigtig mange mennesker med dysleksi fortæller, at de værste de vidste i skolen, det var at læse højt i klassen. Og da eleverne faktisk ikke lærer ret meget af at gøre det, så lad dem slippe.

Held og lykke med planlægningen, og rigtig godt skoleår til alle.

Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
bottom of page