Jo, det skal være sjovt at gå i skole!

Nyhedsbrev 4/22

En elev siger: "Det er kedeligt. Hvorfor skal vi ikke lave noget sjovt?"

En lærer svarer: "Hvem har sagt, at det skal være sjovt at gå i skole."

Men hvad mener eleven egentlig, når hun siger, at hun gerne vil lave noget sjovt? Jeg forestiller mig, at udsagnet måske frembringer billeder af cirkus, rundbold, standup og Blockbusterfilm i lærerens hoved. Men er det mon en korrekt oversættelse af ønsket i elevens udsagn? Og har læreren ret i, at det ikke behøver være sjovt at gå i skole?

For et par år siden læste jeg bogen, Det gode skoleliv, af Louise Klinge m.fl. Og noget af det, der ramte mig mest, og som jeg har taget med mig lige siden, var beskrivelsen af, hvad elever egentlig mener, når de taler om sjov undervisning. Og i en tid med markant mistrivsel blandt børn og unge giver det faktisk perfekt mening at kigge nærmere på, hvad en sjov skole er - set med elevøjne - og hvorfor det er helt vildt vigtigt, at det skal være sjovt at gå i skole.

I sidste uge holdt jeg et kursus om dysleksivenlig skole for en gruppe skoleledere og ressourcepersoner, og som et aspekt i en dysleksivenlig undervisning talte jeg bl.a. om vigtigheden af, at undervisningen skal være sjov. Da jeg lidt senere gik rundt mellem bordene, opdagede jeg, at én af deltagerne på sin notesblok med store bogstaver havde skrevet: "Det skal være megasjovt at gå i skole!" Og flere deltagere valgte netop dette punkt som et af de allervigtigste, de ville arbejde videre med hjemme på deres lokale skoler.

Med inspiration fra Det gode skoleliv, kommer jeg i dette nyhedsbrev med et par refleksioner over, hvordan vi kan forstå elevernes ønske om en sjov skole, og hvordan og hvorfor vi kan arbejde på at gøre 2023 både dysleksivenligt og sjovt.

Hvad mener eleverne, når de siger, at det skal være sjovt at gå i skole?

1) Det er sjovt, når det faglige stof hverken er for let eller for svært

Det er sjovt at opleve, at man mestrer de opgaver og udfordringer, man møder. Hvis man står lidt på tæerne, mens man holdes pædagogisk i hånden af lærerens undervisning og stilladsering, så lærer man noget nyt, og den oplevelse er verdensudvidende - den er sjov.

Nogle af de bedste oplevelser, jeg som lærer har haft, er knyttet til situationer, hvor eleverne netop ramte denne oplevelse af tilpas udfordring og læring. Eleverne blev stolte, glade og fyldt med energi, når de fx pludselig forstod sammenhængen mellem to litterære perioder, hvordan skyld-temaet i en bog udfoldede sig, eller hvordan hovedpersonerne i en film kunne forstås, når man kiggede efter særlige spor.

Men undervisning, der er for svær, er ikke sjov. Den er derimod grobund for elevernes følelse af at være dumme og utilstrækkelige. Og det er aldrig sjovt ikke at kunne forstå lærerens forklaringer og instruktioner - ikke at kunne leve op til forventningerne.

Det er på den anden side heller ikke sjovt, hvis undervisningen er for let. Hvis man ikke oplever at lære noget nyt, eller at man somme tider må gøre sig lidt umage for at lykkes med opgaverne. Undervisning, der ikke udfordrer, danner grobund for kedsomhed. Og det er ikke sjovt at kede sig.

Men hvordan kan alle elever blive mødt med et fagligt stof, der er lige præcis tilpas, når der er så mange forskellige elever med forskellige behov?

I min verden - og ud fra min erfaring - giver en dysleksivenlig undervisning god mulighed for sikre, at det faglige stof passer hver enkelt elev, fx ved at vi 1) har høje forventninger til alle vores elever. Jo mere vi tror på elevernes evner og potentiale, jo større er sandsynligheden for, at de lever op til disse høje forventninger - og desværre er det omvendt også sådan, at hvis vi har lave forventninger, så er der også ret god sandsynlighed for, at eleverne lever op til disse forventninger.

Desuden er der brug for, at vi 2) stilladserer eleverne hver især lige tilpas og på en måde, så de bliver i stand til at mestre opgaverne - med LST, med tydelig undervisning, med guides og skabeloner, med opgaver der kan løses på mange niveauer.

Og sidst men ikke mindst at vi 3) sørger for hele tiden at være i dialog med vores elever. Jo mere vi spørger, lytter, giver direkte feedback og viser interesse for elevernes læring og trivsel, jo lettere får vi ved at tilpasse det faglige niveau til den enkelte elev. Ikke dermed sagt, at det er let at differentiere sin undervisning til mange forskellige niveauer og elevbehov, men jeg er overbevist om, at netop disse tre indgangsvinkler gør det lettere. Og faktisk skrev jeg mit allerførste, meget korte, blogindlæg om netop dette tilbage i sommeren 2016. (Blogindlæg nummer 1 kan læses her.)

2) Det er sjovt, når man arbejder aktivt, og der er energi i rummet

Der findes næsten ikke noget bedre, end når man bliver helt opslugt af det, man laver. Når man er i flow og glemmer tid og sted, fordi man er i gang med noget, der optager én. Og man kan være aktiv på mange måder: Det kan være kropsligt, at man er aktiv, ved at bruge sin krop til at gøre og lære. Det kan være mentalt, at man aktivt bruger sin hjerne og forestillingsevne til at lære, tænke, forstå og udvikle sig. Og en undervisning, der involverer eleverne aktivt med både krop og sind, den er sjov.

Derimod vil en undervisning, der primært består i, at eleverne passivt skal lytte til læreren, oftest opleves som kedelig. For i den slags undervisning er det kun læreren selv, der er aktiv.

Jeg har været vidne til undervisning, hvor en hel klasse i mere end en time sad og kiggede op mod tavlen og læreren, der talte og talte. Mange elever blev hurtigt helt fjerne og passive, nogle elever begyndte efterhånden at snakke og fjolle, enkelte bød ind med kommentarer og svar. Min oplevelse var, at de færrest elever efterfølgende så tilbage på den time og tænkte, at den havde været sjov.

Jeg har selv adskillige gange stået for undervisning, hvor jeg har talt og talt alt for meget og længe. Somme tider har jeg godt kunnet mærke, at det ikke var helt godt. Andre gange har jeg være så grebet af min egen aktivitet, at jeg ikke helt har fået husket på, at det jo var eleverne, og ikke mig, der skulle være de aktive. Og måske har jeg somme tider kedet mig lidt, hvis eleverne var for selvkørende i timen - for hvad skulle jeg så lave?

Men findes der egentlig noget bedre end den undervisning, hvor klassen summer af liv og samtale om det faglige indhold - hvor nye idéer og tanker udvikles, og hvor eleverne helt glemmer tiden, fordi de er i gang med noget, der optager dem - enten i lange forløb eller blot i korte øjeblikke?

Jeg er stor tilhænger af, at undervisningen er så varieret som muligt. At eleverne i løbet at en time både har tid til at tænke, tale, lytte, læse, skrive og gøre. Og at eleverne desuden både arbejder sammen i par/grupper, hører oplæg og arbejder individuelt. For på den måde får eleverne mange forskellige muligheder for aktivt at arbejde med og tilegne sig det faglige stof. Men samtidig så skal der være plads til og mulighed for, at variationen skiftes ud med langstrakt fordybelsestid, hvor eleverne kan lade sig opsluge af det, der er energi i.

3) Det er sjovt, når lærerne er engagerede

Jeg kender en pige, der går i 9. klasse. Hun fortæller tit om, hvordan hendes dansklærer virkelig godt kan lide sit arbejde, sit fag og sine elever. Pigen fortæller, at dansklæreren altid er så begejstret og engageret. Det er tydeligt, at læreren synes, at alt, hvad hun præsenterer klassen for, er super spændende og vigtigt. Og det smitter. Pigen synes, det er sjovt at blive undervist af en lærer, der med krop og sind er engageret i undervisningen, faget og eleverne.

Men hvis lærerne omvendt ikke viser engagement - hverken fagligt eller pædagogisk - så falder pigens eget engagement til under nulpunktet. "Jeg ved faktisk ikke, hvad vi har lavet i dag. Vi har siddet foran en computer i alle timer, og jeg kan ærligt ikke huske noget", kan hun finde på at sige. Uden engagerede lærere er det ikke sjovt at gå i skole.

Jeg tænker ikke, at det betyder, at man som lærer skal være en cirkushest, der på daglig basis opfører undervisningsshows for sine elever. Men jeg er sikker på, at når man underviser i noget og på en måde, hvor man også selv har interesse og energi, så smitter det af på eleverne.

Jeg har selv haft timer, hvor jeg fx har slæbt mig ned i klassen for at undervise i cyklistprøvestof, og jeg må med skam indrømme, at mit manglende engagement helt sikkert ikke har haft en motiverende effekt på eleverne. (Og det er ikke fordi, der er noget galt med cyklistprøven. Det har bare ikke været et område, hvor mit eget personlige engagement peakede. Og det skulle jeg måske have været i stand til at skjule over for eleverne, men det er nok ikke altid lykkedes.)

Men jeg har heldigvis haft flere timer, hvor jeg næsten ikke har kunnet være i min krop af begejstring over et projekt, en tekst, en opgave, som jeg havde fundet på, at eleverne skulle arbejde med. Der har været et spontant verdensmålsprojekt, opgaver med at klæde sætninger på, Margretheskåls-leg med forfattere og tekster og ikke mindst rundkredssamlinger med opmærksom spisning af rosiner. Og mit engagement - min begejstring - har helt sikkert smittet af på eleverne.

Og der har været allerflest helt almindelige timer, hvor jeg dog tror og håber, at mit engagement for faget og for eleverne alligevel som regel har været tydeligt - bl.a. ved at jeg altid har forsøgt at skabe mulighed for at iværksætte plan B eller C, hvis min oprindelige plan ikke virkede for enkelte elever eller for hele klassen. Det kunne fx være, hvis en opgave var for svær eller ikke matchede elevernes behov eller dagsform.

(Der er flere eksempler på, hvad eleverne mener, når de siger, at det skal være sjovt at gå i skole, i Det gode skoleliv. Link til bogen HER.)

Hvorfor skal det være sjovt, at gå i skole?

Det skal være sjovt at gå i skole, fordi det, der opleves som sjovt, er lettere at lære, og det huskes bedre.

Hvis vi selv tænker på en virkelig kedelig undervisning, et uinspirerende kursus, en uengageret underviser, så husker vi sandsynligvis heller ikke så meget af det faglige indhold, men i stedet husker vi kedsomheden, demotivationen og tiden, der gik så uendeligt langsomt.

Når man har det sjovt og rart, så lærer man bedre, og man har lettere ved at koncentrere sig og fastholde opmærksomheden. Men hvis undervisningen derimod er kendetegnet ved, at elevernes sind og kroppe ikke er aktive, at de mest skal lytte passivt, så får kedsomheden nemt overtaget, og så bliver skolen let spild af tid.

Så når eleverne efterspørger sjov undervisning, mener de i virkeligheden motiverende, engagerende, aktiverende, fagligt passende undervisning. Og det gælder, både for de elever der har faglige udfordringer, de der har særlige faglige kompetencer og de fagligt helt gennemsnitlige elever.

Og med de ord, vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Jeg håber inderligt , at 2023 bliver fyldt med masser af sjov og dysleksivenlig undervisning.

Hvis I har brug for sparring, inspiration og fagligt input til kortere oplæg, kurser eller længere skoleudviklingsforløb, så tøv ikke med at kontakte mig - det skal nok blive sjovt!