'Dysleksi og inklusion' skifter navn til 'Line Leth'
Nyhedsbrev 2/21
2021 har ikke været året, hvor jeg har været særlig aktiv med 'Dysleksi og inklusion'. Der har været coronanedluk-ninger, og jeg har indtil for nylig haft mit primære fokus andre steder. Fx er dette nyhedsbrev kun nummer 2 i år.
Men de sidste par måneder meget ændret sig. Jeg er sprunget ud som fuldtidsselvstændig, og heldigvis er kalen-deren indtil videre fyldt med spændende dysleksivenlige opgaver. Og nu har jeg - efter lang tids tilløb - besluttet, at firmaet skal have et nyt navn. Så fra og med i dag hedder min lille enkeltmandsvirksomhed simpelthen:
Line Leth
Lektiologisk skoleudvikling og vejledning
Der er flere grunde til navneskiftet: 'Dysleksi og inklusion' har ligesom aldrig ligget rigtig godt i munden. Det er simpelthen tungt og besværligt at sige.
Og så er der selve begrebet, inklusion. For 5 år siden var det ordet, man brugte, når man talte om elevers oplevelse af at være ligeværdigt deltagende i det sociale og faglige fællesskab. Men ordet har ligesom mistet pusten siden da. Nu associerer mange det mest med besparelser og børn, der går i almenklasser, selv om de måske ville trives bedre i et specialtilbud.
Og sidst men ikke mindst, så er jeg i løbet af de sidste år blevet stadigt mere interesseret i, hvordan vi skaber den bedst mulige skole for alle elever. Dysleksi er fortsat mit omdrejningspunkt. Men jeg vil så gerne have, at det også skal også være glædesfyldt, meningsfyldt og mestringsfyldt at gå i skole for alle de andre elever.
Elever, der ikke har dysleksi ifølge den digitale ordblindetest - "de gule elever".
Elever, der har andre kognitivt betingede vanskeligheder.
Elever, der har psykiske vanskeligheder.
Elever, der har socialt betingede vanskeligheder.
Elever, der ikke har nogen diagnostisérbare eller synlige vanskeligheder, men som alligevel ikke trives og blomstrer.
Og for alle de elever kan ordet dysleksi være lidt for snævert.
Lektiologisk
Lektiologien har derimod en bredere forståelse af skriftsprogsvanskeligheder - den omhandler alle elever, der oplever vanskeligheder med skriftsproget. Og den lektiologiske pædagogik indeholder desuden på fineste vis de nøglebegreber, jeg anser som helt afgørende for elevernes trivsel og faglige udvikling - motivation, værdsættelse, kompetencer, strategier og dialog.
Skoleudvikling og vejledning
Skoleudvikling og vejledning er netop, hvad jeg både i det store og det små arbejder med - alt fra flerårige skoleudviklingsforløb over kortere kurser til vejledningsforløb med både vejledere og forældre. Og jeg har planer om, at der i løbet af de næste par skal komme flere arbejdsområder til.
Line Leth
Jeg holder meget af at samarbejde med andre, der har dysleksi, skole og trivsel som deres faglige omdrejnings-punkter. Men til hverdag er det jo sådan, at firmaet egentlig bare er mig. Og derfor har jeg nu valgt at tage mit eget navn.
Det føles godt og rigtigt. Og selv om indholdet af det, jeg laver, ikke kommer til at ændre sig meget, så er navne-skiftet alligevel en markering af en ny start, som jeg glæder mig til og over.
Og jeg håber, jeg kommer til at mødes med, tale med og samarbejde med mange af jer om at forsætte det vigtige arbejde med mere dysleksivenlige, venlige skoler for alle elever.
Mange hilsner
- og rigtig god jul og godt nytår til alle
Line Leth
Comments