Ugens tip 15: Når eleven ikke kan finde ud af det - endnu

Jeg har lige haft en oplevelse af den slags, der giver kuldegysninger, klump i halsen og en reminder om, hvorfor jeg blev lærer.

Og den har også givet mig stof til eftertanke - for når eleven ikke kan finde ud af det, man som lærer underviser i - er det så eleven eller metoden/materialet, der er problemet?

Altså, skrevet på den måde, giver svaret jo næsten sig selv. Men i virkeligheden kan det godt være lidt mere komplekst.

Oplevelsen, der satte gang i mine tanker og følelser, er som følger:

I går havde jeg en time med et VAKS-hold bestående af tre elever fra 3. klasse, som jeg 4 gange om ugen underviser i læsestrategier ud fra VAKS-materialets' "Lyd for lyd"-metode.

Jeg har efterhånden undervist rigtig mange elever i denne metode, og mine erfaringer er stort set kun positive. Eleverne fanger ret hurtigt den lidt omvendte lyderingsmetode, og deres afkodning forbedres markant, når de benytter metoden.

På mit nuværende hold har to af eleverne allerede fået godt fat i strategien, mens den tredje slet ikke kan få det til at give mening.

-IN i ordet VIN læses fx konstant som enten NI eller NIN. Selv massiv stilladsering hjælper ikke, og både eleven og jeg har næsten været ved at give op.

Men så i går slog det mig: "Når denne metode ikke virker, så må jeg jo lære ham en anden, der måske gør". Og så introducerede jeg ham "tapping-metoden", som bl.a. benyttes i materialerne "Fingernemt" og "Fonologik" (klik på titler for at se mere).

Jeg viste metoden to gange til min elev, og pludselig skete der noget magisk:

Han rettede kroppen, der kom liv i øjnene, og uden problemer tappede og læste han det udvalgte ord helt korrekt. Så gik han i gang med resten af ordene på siden, og i løbet af ganske kort tid, havde han læst alle ordene helt korrekt.

Min elev var lykkelig, og det samme var jeg. Da timen var slut, sagde han: "Nu har jeg endelig fundet en strategi, der virker for mig".

Og hvorfor er den historie med et lille hverdagsmirakel vigtigt i det større perspektiv?

Det er den blandt andet, fordi den viser, at det er så helt afgørende, at vi som lærer e ved, hvornår vi skal sadle om. At vi opdager, hvornår det ikke længere giver mening at forsøge med noget, som åbenlyst ikke fungerer.

Og at vi har brug for så bred en pallette af metoder, strategier, materialer og indfaldsvinkler, at vi rent faktisk har muligheden for at vise eleverne alternative veje.

Når en elev helt tydeligt ikke magter opgaven, eller når en strategi helt åbenlyst ikke virker, så skal vi være lydhøre over for det - og ændre på vores praksis.

Det kan være svært, hvis vores praksis har virket i mange år og/eller med mange elever. Men hvis vi stopper med at prøve, kan konsekvenserne kan være meget store for de enkelte elever.

Og jeg har i hvert fald fået stof til fornyet eftertanke mht. den taktile sans og nogen elevers mulighed for at fastholde ordenes lyddele. Det skal jeg undersøge nærmere i den kommende tid.

I går var en lille dreng lige ved at miste modet, fordi jeg var ved at glemme, at det var min undervisning og mine metoder, der skulle tilpasse sig elevens behov, og ikke elevens behov, der skulle passe ind til min undervisning.

Men heldigvis huskede jeg det i tide. Og ved at være fleksibel og tilbyde alternative metoder var der pludselig i stedet en lille dreng, der endelig oplevede at mestre, der langt om længe fik en succesoplevelse, der havde fået hjælp til at finde lige den strategi, der virkede for ham.

(Hvis man vil vide mere om tapping og materialer, der træner dette, så læs mere på her.)