top of page

Ugens tip 6: Frilæsning er ikke lektier

Nu er sommerferien ved at være over os, og det betyder 6 uger uden skole.

For nogen børn betyder det masser af tid til at fordybe sig i bøgernes magiske verden - Et tæppe under et skyggefuldt træ. Et glas saftevand inden for rækkevidde. Og en stabel bøger man kan forsvinde ind i.

For andre børn betyder det masser af tid til at undgå læsning. 6 uger uden lektier og uden lærere, der minder én om, at der gerne skal læses hver dag. Og måske også 6 uger uden forældre, der siger det samme.

Hvis man er ordblind, og hvis læsning er en evig kamp, så skal der måske meget til, før man slænger sig under førnævnte træ med sin stabel af bøger. Og hvis man er forældre til et barn med ordblindhed, så kan det måske også være besnærende at placere læsningen i skoleregi og holde læselektiefri i sommerferien.

Men hvad betyder det for børnenes læseudvikling, hvis vi opfatter læsning som lektier - som noget læreren giver for, og som man ikke har for, hvis læreren ikke udtrykkeligt har sagt?

Det betyder i hvert fald, at ansvaret for læsningen kommer til at ligge uden for barnet og familien. Og det betyder måske også, at læsning er noget man gør af pligt, fordi en anden har bestemt det.

Ordene skaber verden. Hvis vi taler om læsning som lektier, så har vi ikke fokus på læsningens magi - på fortabelsen i en ukendt verden, i al den nye viden eller i muligheden for at bliver klogere på livet og døden og alt det derimellem. I stedet har vi fokus på pligten, mængden og varigheden.

Så jeg vil anbefale, at vi både som lærere og som forældre arbejder på gøre læsningen til noget, man bare gør - ikke fordi man skal, men fordi man kan.

Og ja, jeg ved godt, at det er en smuk illusion. Og jeg ved godt, at mange ordblinde jo netop ikke kan - i hvert fald ikke i den klassiske "øje til bogstav-forstand". Og jeg ved godt, at det kræver en ny og måske i begyndelsen vanskelig indsats fra forældrene. Men jeg tror på, at det er vejen frem mod mere og bedre læsning.

Så selv om det er sommerferie, så find tæppet og saftevandet og de gode bøger frem - i papir, som

ebog, som lydbog, som oplæsning - og lad denne sommerferie blive fyldt med magiske oplevelser i hovedet - såvel som i virkelgheden.

Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
bottom of page