Ugens tip 10: Find din indre superheltestyrke
Som barn med dysleksi, i en verden hvor der nærmest bliver sat lighedstegn mellem læse-/ skrivekompetence og mulighed for succes, kan det være rigtig svært at få øje på det, man er særligt god til - det kan være vanskeligt at finde sin egen superheltestyrke. Og desværre kan det også somme tider være svært for kammerater og lærere. For vanskelighederne tårner sig op og skygger for alt det andet, som man også er og kan.
Men børn med dysleksi er så meget mere end deres læse-/skrivevanskeligheder.
Vi har alle en indre superheltestyrke - noget vi har talent for, og noget vi kan berige andre mennesker med. Vi skal måske "bare" indstille vores opmærksomhed på den og lære at dyrke den.
Jeg har mødt mange elever, som på trods af deres læse-/skrivevanskeligheder var en gave for ethvert skole- og gruppearbejde - fordi de havde fundet deres indre superheltestyrke.
Én var en fremragende formidler. Hver gang han stillede sig op på en scene eller foran sine klassekammerater, så formåede han at bringe liv og indlevelse i ethvert stof - også selv om han dårligt kunne læse teksterne om det.
En anden var formidabel til orden og struktur. Når hun var med i en gruppe, var der altid styr på arbejdsfordeling, tidsplaner og dispositioner. Og det var afgørende for gruppens faglige præstationer.
En tredje var utroligt kreativ. Hun kunne lave film og billeder, der på helt nye måder og med skæve vinkler ofte løftede det faglige stof op på et nyt niveau.
Hvis vi som lærere kan se kimen til superheltestyrken inde i hver enkelt elev, og hvis vi kan få den til at gro, så kan vi være med til at styrke elevernes selvværd og deres tro på egne evner - og det er næsten en superheltestyrke i sig selv.
Så samtidig med at vi skal skabe de rette rammer for at styrke læsekompetencerne hos elever med dysleksi - og alle de andre - så er det også helt afgørende, at vi støtter eleverne i at finde og dyrke og bruge deres superheltestyrker - både for deres egen og for vores allesammens skyld.
Og hvordan gør man så det? Der er nok ikke nogen simpel og let løsning.
Men første skridt kunne være at skabe en undervisning med mulighed for at bidrage med mange forskellige talenter. En undervisning hvor opgaver kan løses på mange måder, og hvor der er plads til at afprøve og undersøge, fejle og lære.
Og så må vi gøre alt hvad vi kan for netop at se kimen til den lille superheltestyrke hos alle vores elever.
Læsning og stavning er jo - trods alt - ikke alt.