Ugens tip 12: Vi behøver ikke at være perfekt

Vi lever i en tid, hvor der er utroligt stort fokus på det perfekte - eller i hvert fald på hele tiden at stræbe mod det perfekte..

Og i folkeskolen anno 2016 er det allervigtigst at være perfekt til læsning og matematik - forstået på den måde, at det er via de nationale tests i læsning og matematik, man måler, om eleverne faktisk bliver dygtigere og dygtigere, sådan som planen er.

Nå, det skal ikke gå hen og bliver for politisk. Mit fokus her er et helt andet.

Det handler jo om elever med dysleksi. Det handler om, hvordan disse elever kan udvikle sig og bevare modet til at turde lære nyt og svært - også selv om de ikke er perfekte.

Og her spiller vi som lærere en helt central rolle.

Vi skal turde være rollemodeller i uperfekthed.

Når vi underviser elever med dysleksi (og helt sikkert også andre elever) skal vi vise, at det er okay at fejle, at verden ikke falder sammen, selv om man gør noget forkert. Og hvordan kan vi oprigtigt lære vores elever med dysleksi, at det er okay at fejle, hvis vi aldrig selv gør det, og/eller hvis vi gennem vores handlinger viser, at vi ikke kan acceptere, når vi alligevel kommer til det?

Og somme tider kommer vi helt sikkert til at lave fejl ved et uheld - vi glemmer noget, vi laver slåfejl i tekster, vi siger noget ukorrekt, vi glemmer vores nøgler et eller andet sted- igen.

Jeg tror, det er vigtigt i disse situationer åbent at stå ved vores fejl, og at vise at vi kan tackle fejlene og bruge dem til at blive klogere. Og vi kan måske tale med eleverne om, om fejlen er virkelig slem, eller om den egentlig er ubetydelig. Ubetydelige fejl er det måske okay somme tider at sige pyt til.

Andre gange kan vi lave fejl med vilje - simpelthen som et pædagogisk redskab til at vise, at fejl ikke er farlige. Også her kan vi - og sikkert lidt lettere end ved de uplanlagte fejl - takke eleverne for hjælpen, når de opdager fejlen. Og måske kan vi bede dem hjælpe med at finde den rigtige løsning.

Somme tider spiller jeg et læsespil med mine dysleksielever, og en del af konceptet er, at læreren gerne må lave fejl med vilje. Den elev, der opdager og korrigerer fejlen, får pointet. Og eleverne elsker det. De elsker at se en lærer lave fejl og være den, der kan hjælpe med det rigtige svar.

Ved på denne måde at være "uperfekthedsrollemodeller" lærer vi eleverne, der til daglig kæmper med deres skriftsprogsvanskeligheder, at det er okay at være uperfekt, og at man med mod og træning kan lære acceptere og håndtere sine fejl.

Men det kan måske være grænseoverskridende som lærer at træde ind i denne uperfekthedsrolle. Jeg kender i hvert fald fra mig selv, at det kan være ubehageligt at lave fejl - specielt inden for de områder, hvor jeg forventer af mig selv, at jeg skal være dygtig.

Men jeg gør det alligevel... for på den måde at gå foran i kampen for at lære at acceptere og håndtere det uperfekte.

I dag har jeg fx lavet en bevidst fejl, og jeg har endda lavet den, så en masse mennesker kan se den - i titlen til dette indlæg. Det var lidt svært at gøre - tænk nu hvis noget tror, jeg ikke kender forskel på perfekt/perfekte! Og jeg er ikke helt i hus endnu, for jeg kunne jo simpelthen ikke lade fejlen stå ukommenteret. Jeg blev nødt til at fortælle, at jeg har lavet fejlen med vilje.

Et uperfekt uperfekthedseksempel.