Ugens tip 14: Åbenhed og information i klasserne

I sidste uge fortalte en pige på min skole til sin klasselærer, at det var rigtig rart, at jeg havde været ned i hendes klasse, for nu forstod de andre, hvorfor hun havde svært ved at læse og stave. Nu vidste de, at det ikke var fordi, hun var dum.

Det pigen referererede til, var min besøg hendes klasse ugen forinden, hvor jeg havde fortalt hendes klassekammerater om dysleksi.

Dette besøg er en del af den faste procedure i forhold til elever med dysleksi, som vi har på min skole. Efter en elev er blevet testet, besøger jeg hendes/hans klasse og kommer med et oplæg om dysleksi.

Formålet med disse besøg er primært at lette elevernes tunge byrde med at skulle fortælle og forklare kammeraterne om, hvad grunden til deres læse-/skrivevanskeligheder er.

Jo mere kammeraterne ved og forstår, jo større er sandsynligheden for, at eleven kan og tør benytte sine hjælpemidler og kaste sig ud i undervisningssituationer, hvor det måske kan ses/høres, at læsning og stavning volder vanskeligheder.

Mine oplæg varer som regel omkring 30-40 minutter. Og jeg taler typisk med eleverne om:

Hvad dysleksi er - hvordan koblingen mellem lyd og bogstav er vanskelig og lidt sløret, og hvordan kassen, der skal opbevare lydene og bogstaverne mens man arbejder med dem, er lidt for lille.
Hvor mange der ca. har dysleksi - i % og i en typisk skoleklasse.
At alle har vanskeligheder med noget - men at dysleksi tit kan føles meget stort, fordi man ikke kan undgå at skulle læse og skrive i vores verden.
Mine egne vanskeligheder med matematik og med at finde vej uden GPS. På den måde viser jeg bl.a., at det ikke er farligt at tale om, når man har svært ved noget. Og jeg tydeliggør, at alle mennesker har både udfordringer og styrker.
Hvordan dysleksi ikke kan forsvinde, men kan blive mindre eller større alt efter, om man selv, ens forældre og ens lærere arbejder med sprog, lyde, læsning eller ej.
Hvordan man kan arbejde med sine vanskeligheder ved 1) at træne det, der er svært, og ved 2) at kompensere med fx CD-ord, NOTA, tale-til-tekst - ofte viser jeg både oplæsning, ordforslag og dikering på smartboard, så eleverne i praksis kan se, hvordan det virker.
Hvad kan man blive? Her viser jeg ofte film om kendte ordblinde fra NOTA.

Og så slutter jeg af med at stille de svære spørgsmål, som jeg ofte oplever, at eleverne med dysleksi går og tumler med:

Er man dum, når man har dysleksi?
Er det snyd at bruge kompenserende it i timerne, til prøver og i hverdagen?

Når jeg stiller disse svære og farlige spørgsmål, så er det fordi, det er vigtigt, at eleven med dysleksi tydeligt får hørt, at klassekammeraterne accepterer og forstår udfordringerne og hjælpemidlerne - at frygten for at blive opfattet som dum højt og tydeligt bliver afkræftet af klassekammeraterne:

"Nej, man er ikke dum. Og "Søren" er faktisk rigtig klog og sød" og "Hvor er det smart, at man kan få hjælp af computeren" - Det er de allermest almindelige svar.

Og hvis nu der skulle være en klassekammerat, der svarede, at ja man er dum, og ja det er snyd - så tænker jeg, at det er næsten endnu mere vigtigt, at den holdning kommer ud i det åbne med en kompetent voksen til stede, der kan tale med eleverne om, hvorfor det ikke er sandt, end at det kommer ud via stikpiller i timerne, hvor eleven måske selv skal forsvare og forklare sig.

Jeg har holdt rigtig mange af disse oplæg gennem de sidste 4-5 år. De mindste elever har gået i 4. klasse, de ældste har gået i 8. Og jeg har altid oplevet, at eleverne har været interesserede, åbne, nysgerrige, deltagende, spørgende og utroligt forstående for deres klassekammeraters udfordringer, behov og styrker.

Så mit tip i dag er altså: fortæl, informér, samtal.

Giv klassekammeraterne den nødvendige viden, så elever med dysleksi får de bedst mulige betingelser for rigtig vellykket inklusion - både fagligt og socalt.