top of page

Ugens tip 16: Læse-/staveteknologi til tests og prøver

Nu er skoleåret godt i gang, og snart begynder testsæsonen for alvor. Staveprøver, terminsprøver, frivillige nationale tests m.m. Og testene skal jo i udgangspunktet bruges til at fastslå elevernes aktuelle standpunkt - deres kompetencer og deres vanskeligheder - så vi bedst muligt kan sætte ind der, hvor den enkelte har brug for at blive løftet.

Og hvad så med elever med dysleksi?

Jeg har mødt flere elever, som bevidst eller ubevidst selv synes, at det er snyd, hvis de bruger deres læse-/staveteknologi til prøverne. Som en elev engang sagde til mig: "Men hvis jeg får læst teksten op, så kan jeg jo bruge al energien på at forstå teksten, mens mine klassekammerater både skal bruge energi på at læse og på at forstå".

Udtalelsen var en øjenåbner for mig, for den fik mig til pludselig at indse, at en elev med dysleksi jo aldrig har prøvet at læse automatiseret. Han/Hun har ingen anelse om, hvor let og ubesværet for foregår, når man bare kan det.

Hvis man som elev med dysleksi møder lærere, der også bevidst eller ubevidst tænker, at det nok er lidt snyd at benytte it - i hvert fald til prøverne - eller som tænker, at det vil være interessant at se, hvordan eleven klarer sig "på egen hånd", så lægges ansvaret over på den enkelte elev. Og det er - efter min bedste overbevisning - ikke der, ansvaret bør ligge.

Det er os som lærere, der skal forvente, støtte og understøtte, at elever med dysleksi benytter deres læse-/staveteknologi til alle prøver, samt at de får tildelt ekstra tid. Og der er flere grunde til, at vi skal gøre det.

  • For det første er det afgørende for, at eleverne kan få en god oplevelse med prøverne.

  • For det andet er deres dysleksi et anerkendt handicap, og eleverne har ret til kompenserende hjælpemidler.

  • For det tredje er det kun ved at benytte hjælpemidlerne, at vi som lærere - og de som elever - har mulighed for at få et billede af elevernes reelle kompetencer inden for de forskellige fag og områder.

  • Og for det fjerde signalerer vi som lærere, at brugen af hjælpemidlerne er helt okay og normalt og ikke snyd. Og derved kan vi være med til at understøtte elevernes egen accept af deres vanskeligheder og behov, og deres strategier til at blive fagligt dygtigere på trods af dysleksien.

Og det giver et boost af den anden verden pludselig at ligge rigtig højt i sprog- og tekstforståelse i den nationale test i læsning, eller at stave sig til et "over middel" i staveprøven. Og selvfølgelig vil der være elever, som på trods af hjælpemidlerne ikke kommer til at få gode resultater. Men så kan der arbejdes videre med disse specifikke områder - hvis tekstforståelsen fx ikke er god, så skal der måske (lytte)læses mere og med anderledes forståelsesstrategier.

Man kan mene om de forskellige tests, hvad man vil. Men ved at lade elever med dysleksi benytte hjælpemidlerne, så kan resultaterne - både for elev og for lærer (og forældre) - være med til at give et indblik ind til de reelle kompetencer, når dysleksien ikke får lov til at skygge.

Hvis eleverne til gengæld ikke benytter it'en, kan resultaterne sandsynligvis ikke bruges til andet end til igen at bekræfte, at læse-/stavevanskelighederne hæmmer præstationerne - og det vidste man jo godt i forvejen.

Så helt kort opsummeret: Elever med dysleksi har brug for at benytte deres læse-/staveteknologi ved tests og prøver. Det er ikke snyd. Og det er os som lærere, der har ansvaret.

Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
bottom of page