Ugens tip 26: Hvad skal vi kalde det?

Det er ikke helt ligegyldigt, hvilke ord vi bruger til at beskrive vores verden. For ordene, vi bruger, er ikke blot beskrivende - de er med til at definere og skabe vores virkelighed.

I forhold til mennesker, der har vanskeligheder med læsning og stavning, kan vi bruge mange forskellige ord til at beskrive, hvad der er på spil. Og hvert af ordene bringer forskellige medbetydninger ind i vores forståelse.

Selv bruger jeg som regel ordet DYSLEKSI.

Men i Danmark bruges betegnelsen ORDBLINDHED oftest.

Man kan også kalde det SPECIFIKKE SKRIFTSPROGSVANSKELIGHEDER.

Eller måske, som en elev jeg engang havde, MIT LILLE HANDICAP.

Men hvilke medbetydninger og bias ligger der egentlig i de forskellige betegnelser?

Her kommer mine egne helt uvidenskabelige og personlige betragtninger og overvejelser. Måske er jeres forståelse af de forskellige begreber anderledes. Og det er lige, som det skal være. For formålet med dette indlæg er på ingen måde at overbevise jer om, at I skal bruge samme begreber som mig - det er blot en opfordring til at tage aktivt stilling.

Mit forslag i dag er altså , at vi tager snakken med vores kolleger, med eleverne og med forældrene om, hvilket begreb/ord, der bedst dækker vores forståelse af, hvad det drejer sig om, når man har disse specifikke vanskeligheder med at læse og stave.

Og vi skal netop gøre det, fordi ordene indvirker på, hvordan vi forstår vanskelighederne og menneskene i disse vanskeligheder.

Når jeg bruger ordet dysleksi, så er der flere grunde.

For det første er det er ord, som oftest bruges i forbindelse med "at have". Man har dysleksi - til forskel fra fx at man er ordblind. Jeg kan godt lide denne sproglige tydeliggørelse af, at det er noget man har med sig, ikke noget der i sig selv definerer én.

Selvfølgelig ved jeg godt, at man kan tale om at være dyslektiker, eller at man lider af ordblindhed. Men ordene bruges ikke så ofte i disse former.

For det andet benytter jeg ordet dysleksi, fordi det ikke er så fyldt med forestillinger og bias, som fx ordblindhed. At være ordblind, hentyder til at man har svært ved at se ord, men det er jo ikke tilfældet.

Og så er dysleksi for det tredje den betegnelse, man benytter internationalt.

At tale om ordblindhed kan dog også have sine fordele.

Den mest åbenlyse er vel, at det er et ord, vi alle kender og umiddelbart forstår. Ordblindhed bruges i de fleste både officielle og dagligdags sammenhænge i Danmark.

Jeg har hørt flere elever og forældre give udtryk for, at dysleksi var for akademisk et ord - et ord de ikke kunne relatere til. Mens det at være ordblind, det var mere ned på jorden og let at forstå.

Specifikke skriftsprogsvanskeligheder er vel på den ene side en ret præcis betegnelse - man har vanskeligheder specifikt med skriftsproget, og ikke med andet.

Men på den anden side er det også en betegnelse, der kan være lidt lang at jonglere med i hverdagen. Og i den lektiologiske definition kan fx synshandicap og visse typer tosprogsvanskeligheder også medføre specifikke skriftsprogsvanskeligheder - og så er betegnelsen pludselig ikke helt så entydig mere.

Man kan selvfølgelig også kalde vanskelighederne for et handicap. På den måde får man præciseret, at ens læse-/stavevanskeligheder ikke er selvforskyldte - at det er noget man må leve med, lige som alle andre typer handicaps.

Men på den anden side er denne betegnelse nok så upræcis, at den for de fleste ikke vil opleves som tilstrækkeligt dækkende.

Faktisk gør jeg som regel selv det, at jeg skifter mellem begreberne, så jeg taler om dysleksi, når jeg er sammen med mine kolleger, og når jeg selv bestemmer. Men når jeg er sammen med elever og forældre, og når jeg optræder i sammenhænge, hvor ordblindhed er den gængse betegnelse, så taler jeg også om ordblindhed og ordblinde.

Og så krydrer jeg det somme tider det hele med specifikke skriftsprogsvanskeligheder.

Hvad gør I?