7/17: "Kan jeg så ikke selv gøre for det?"

I denne uge har jeg testet en pige.

Jeg kendte hende godt i forvejen, for jeg har undervist hende i VAKS i 2 x ½ år. Hun har store skriftsprogsvanskeligheder, men hun har altid været ret uvillig til at arbejde selvstændigt med sine vanskeligheder, og hun har på det bestemteste ikke ønsket at bruge LST.

Men i denne uge testede jeg hende altså. Det lærte jeg flere meget væsentlige ting af. Og hun lærte uden tvivl noget, der måske kan være med til at ændre hendes liv - for nu at sige det lidt stort.

Da vi nåede de fonologiske opgaver i testen, begyndte det at blive rigtig svært for pigen, og jeg kunne mærke, at hun blev ked af det. Derfor holdt jeg en pause i testningen, og fortalte hende i stedet om dysleksi - om at hendes vanskeligheder tydede på, at det kunne være pga. dysleksi, at hun havde svært ved at læse og stave.

(Når jeg ikke havde fortalt det tidligere, skyldtes det, at både jeg og pigens dansklærer inden testen gik i gang, var lidt i tvivl om, hvorvidt vanskelighederne faktisk kunne forklares med dysleksi. Men den tvivl forsvandt for mig under testningen).

Jeg tegnede min sædvanlige tegning af hjernen og det lille område, der arbejder med at sætte lyd og bogstav sammen. Jeg fortalte, at nogen mennesker havde svært ved netop dette, og at skyldes, at det område, der laver lyd til bogstav (stavning) og bogstav til lyd (læsning), ikke fungerer så godt. Jeg fortalte hende, at man er født med dette. At man ikke kan få det til at gå væk, men at man kan gøre en masse for at få vanskelighederne til at blive mindre.

Og så kiggede hun på mig, og hun sagde: "Kan det være derfor, jeg har svært ved at læse og stave? Betyder det så, at jeg ikke selv kan gøre for det?"

Og pludselig så jeg et barn, der har værgret sig mod at arbejde med sine vanskeligheder, fordi hun troede, at det var hendes egen skyld, og fordi hun ikke troede på, at hun kunne gøre noget ved det. Måske var hun dum, måske var hun doven. Hun havde i hvert fald bebrejdet sig selv. Og pludselig blev den skyld taget fra hende.

Og så fik hun ellers travlt med at presse på for, at den nationale ordblindetest skulle tages, så hun kunne få endelig besked. Vi tog den dagen efter, og svaret var klart: Hun var ordblind.

Da vi skulle i gang med testen, sagde hun pludselig: "Hvis jeg er ordblind, så vil jeg gerne bruge computeren". Hun var klar til at arbejde med sine vanskeligheder og at modtage den hjælp, hun havde brug for. For hun kunne ikke selv gøre for det, men hun kunne gøre noget ved det.

I mine øjne har denne historie indtil flere vigtige pointer.

En opgivende adfærd er ikke et udtryk for, at eleven ER ligeglad. Den er nok nærmere et udtryk for, at eleven netop har givet op. Og så må vi som lærere gøre vores ypperste for at give troen og håbet tilbage.
En dysleksidiagnose er ikke et stempel eller en sovepude. Den er en vej til selverkendelse og -accept, og den er en vej til at kunne give og modtage den rette hjælp.
Dysleksitesten skal tages tidligt, og den skal følges af en grundig forklaring til eleverne, så de bedre kan forstå deres egne vanskeligheder og især deres egne handlemuligheder.

I denne uge så jeg et barn få troen på sig selv igen. Det var meget rørende og næsten magisk. Og det mindede mig om, hvorfor jeg arbejder med dette område og disse børn.