Indsats og motivation - hvad kommer først?
Nyhedsbrev 13/17
Jeg hører ikke helt sjældent, at nogen elever med dysleksi - og andre faglige vanskeligheder - ikke er motiverede. At de er urolige, ukoncentrerede, dovne, at de måske har en opmærksomheds-forstyrrelse oven i dysleksien.
Og det er bestemt ikke umuligt, at der kan være tale om komorbiditet - at eleven rent faktisk har to diagnoser. Men svaret på den uhensigtsmæssige adfærd kan måske også ligge et andet sted.
Jeg forestiller mig, at jeg selv sidder i en... lad os sige matematiktime. Opgaverne er svære, læreren taler uforståeligt. De andre elever kan godt, men tallene giver ingen mening for mig. og jeg regner hele tiden forkert. Hvordan ville jeg reagere? Jeg ville nok enten begynde at checke Facebook, snakke med sidemanden eller falde mentalt i søvn. Jeg vil i hvert sandsynligvis have svært ved at bibeholde motivationen.
I mit arbejde møder jeg næsten altid elever, som i den supplerende undervisning i løbet af kort tid bliver både koncentrerede og arbejdsomme, og som prøver at gøre deres bedste. Ikke altid oplever jeg det, men ofte.
Og jeg tror, jeg ved hvorfor:
Opgaverne er lige præcis på et niveau, hvor eleven har mulighed for at honorere kravene, hvis han/hun står lidt på tæer.
Indsatsen giver næsten altid pote. Dvs. at elevernes arbejde næsten altid fører til fremgang, også selv om fremskridtene er små. Og hvis det ikke er tilfældet, så ændrer jeg kurs i undervisningens form og indhold.
Der er så få elever på et hold, at de kan få hjælp med det samme. Ingen sidder alene med sine udfordringer.
Vanskeligheder, styrker og strategier bliver hele tiden italesat og forklaret, så eleven lærer at forstå og få øje på både sine udfordringer og sine brugbare strategier og kompetencer.
Somme tider hører jeg både elever og lærere tale om, at det er svært at gøre en indsats, fordi motivationen mangler. Som om man bliver nødt til at vente tålmodigt til den hellige motivation kommer dumpende eller bliver serveret for én.
Men jeg tror det er omvendt. Jeg tror langt hen ad vejen, at motivationen mangler, fordi det er svært at gøre en indsats.
Der findes ikke ret mange, som ikke kommer motiverede i skole første skoledag. Elever vil gerne være gode og dygtige, og de vil gerne vil anerkendes for deres indsats og deres arbejde.
Men hvis arbejdet bliver for svært, og indsatsen ikke fører til læring, så daler motivationen, og arbejdsindsatsen mindskes.
Så når vi møder en uengageret elev, en doven og ugidelig elev, en urolig og udadreagerende elev, så lad os prøve at overveje, hvad der stopper ham/hende fra at være en engageret og motiveret elev.
Lad os prøve at finde og tilrettelægge den læringsvej, som er lige tilpas stilladseret, tilgængelig og respektfuld, til at eleven får mod på at vove sig ud på den. Det er hverken særlig nytænkende eller særlig let. Men det er ud over alle grænser livsbekræftende, når det lykkes.
Selv sidder jeg lige nu med billedet af en lille dreng på min indre nethinde. Han har længe været lidt af en mundfuld, og det har været meget svært at hjælpe ham til at lære.
Men i denne uge kom det hul igennem. Og når jeg tænker på, hvor koncentreret og glad han var, mens han sad og arbejdede med det, han godt kunne finde ud af at lære, bliver jeg glad langt ind i mit hjerte.
