Om at tænke når man tester

Nyhedsbrev 20/17

Jeg er af den klare holdning, at test er vigtige, og at de giver brugbar information.

Uden klare procedurer, rammer og strukturer omkring screening og testning af elever, risikerer vi, at mange elevers skriftsprogsvanskeligheder slet ikke bliver opsporet - eller at de opdages alt for sent.

Men jeg bliver i stigende grad også opmærksom på, hvor vigtigt det er, at vi tænker os rigtig godt om, når vi fortolker testresultaterne og iværksætter indstatser.

Jeg tænker grundlæggende på alle typer test, vi bruger til at identificere elever med dyslektiske vanskeligheder, men i dag vil jeg primært fokusere på DVO-testen (eller som dens korrekte navn er: "Udvikling og afprøvning af procedure til identifikation af elever i risiko for dysleksi" klik her for at se testen), som kan bruges fra slutningen af 2. til slutningen af 3. klasse til at identificere elever i risiko for at udvikle dysleksi.

Jeg er lige gået i gang med at teste en gruppe elever, som netop er begyndt i 3. klasse. Og det er gået op for mig, at i løbet af de sidste år er det blevet sværere for mig at konkludere på resultaterne. Og jeg tror, det skyldes en kombination af to faktorer - måske flere.

For det første har indskolingslærerne på min skole de sidste år skærpet deres fokus og indsats i forhold til fonologisk opmærksomhed og træning af lyd-bogstavforbindelsen i den første læse- og skriveundervisning. Det betyder, at eleverne ganske enkelt er blevet bedre til at benytte den fonematiske strategi, når de læser og skriver, og deres fonologiske opmærksomhed er blevet styrket. Og det er netop dette, DVO-testen undersøger.

For det andet er jeg nok blevet mere opmærksom på nuancer i testsituationen. Dvs. at jeg er blevet tiltagende opmærksom på elevernes strategier og reaktioner under testen - og mindre på den endelige score. Og det har en tendens til at give mindre entydige svar.

Den øgede træning gør, at flere af de elever, jeg har testet i denne uge, faktisk opnår et pænt resultat i DVO-testen. De formår både at stave og læse mange nonord korrekt. Et par af eleverne læste faktisk flere nonord end rigtige ord korrekt. Og det er jo underligt - sådan burde det ikke være, når man har fonologiske vanskeligheder. Så burde man have lettere ved at læse rigtige ord, som kan læses vha. andre strategier (bl.a. genkendelse).

Men når jeg så går bagom resultatet og kigger på processen - altså på hvad der skete under testen - begynder jeg at kunne se elevernes vanskeligheder trods de pæne resultater. For det var ikke let for eleverne at opnå de korrekte svar. Det tog dem lang tid, ingenting foregik automatiseret, og alle ord måtte omhyggeligt lyderes. Dvs. at selv helt korte ord på 2-3 bogstaver blev læst ved at sige hvert bogstavs lyd og derefter samle lydene op til et ord. Og det tyder jo ikke på uproblematisk afkodning.

Forklaringen på, hvorfor de rigtige ord blev læst mere forkert end nonordene, er sandsynligvis, at disse elever så gerne vil kunne læse, at de ikke bruger den fornødne tid og energi på den langsomme lyd for lyd-læsning af de rigtige ord. Som én af eleverne sagde: "Det med at læse ord, det er jeg god til". Hvorefter hun læste 28 ud af 40 ord forkert - med den største selvsikkerhed, og uden at opdage sine egne læsefejl. Hun har jo trænet og modtaget supplerende undervisning i 3 år nu, så det har hun styr på. Og træningen har helt sikkert øget hendes færdigheder og kompetencer. Det har bare ikke fjernet hendes grundlæggende vanskeligheder, og selvindsigten - eller den selvregulerede læring - er nok heller ikke helt på plads endnu. (Jeg skriver mere om selvreguleret læring i et nyhedsbrev inden længe.)

Ved læsning af nonordene ved eleverne godt, at der ikke er nogen lette løsninger, ordene må læses lyd for lyd. Det er stadig svært, det tager længere tid, men flere ord læses trods alt korrekt.

Jeg står altså med nogle testresultater som viser mindre vanskeligheder, når jeg udelukkende kigger på den endelige score. Men når jeg kigger på, hvordan eleverne gik til opgaverne, hvor svært de havde ved at løse dem, og hvordan fejlsvarene ser ud, så er jeg ikke i tvivl: Der er tale om elever, som trods målrettet og kvalificeret undervisning i 3 år stadig har svært ved at koble lyd og bogstav. De er altså i risiko for dysleksi - også selv om resultatet på papiret ikke ser graverende ud.

Og hvor vil jeg så hen med det?

Jeg vil huske mig selv og alle andre på, at samtidig med at vi ikke må undlade at teste vores elever, så må vi heller aldrig undlade at tænke os om og bruge vores sunde fornuft.

Elever skal have den hjælp og støtte, de virkelig har brug for, ikke kun den hjælp og støtte et tal på et papir fortæller, de har brug for.