5 niveauer af kompetence i den dysleksivenlige skole

Nyhedsbrev 1/18

Det meste af 2017 brugte jeg på at skrive om, tale om, tænke på og forholde mig til dysleksivenlig skole og dysleksivenlig undervisning.

Men i sidste uge, lige inden det gamle år rindede ud, slog det mig, at jeg nok i høj grad har fokuseret på den enkelte lærers organisering af dysleksivenlig undervisning, og at jeg i mindre grad har tydeliggjort og fremhævet de andre led og niveauer i organiseringen af den dysleksivenlige skole.

Og det er bestemt en fejl, som jeg har tænkt mig at rette op på nu. For det kan og må aldrig blive den enkelte lærers ansvar og opgave alene at sørge for, at elever med dysleksi oplever sig som reelt inkluderede og får udviklet deres skriftsprogskompetencer tilstrækkeligt.

Den enkelte lærer kan og skal ikke det hele selv. Hvis vi organiserer skolen sådan, at alle lærere skal kunne det samme, og sådan at al den støtte og hjælp, elever med dysleksi får, ligger som inkluderende tiltag i almenundervisningen, så er jeg rigtig bange for, at eleverne kommer til at mangle den særlige, specialiserede indsats, de også har så hårdt brug for.

I det forgangne år har jeg talt med lærere og læsevejledere fra mange forskellige skoler og kommuner, og en del af dem fortæller om organisering af skoler, hvor den supplerende undervisning helt er forsvundet, og hvor elever med dysleksi udelukkende tilbydes forskellige tiltag i almenundervisningen. Og jeg hører tilsvarende ofte lærernes frustrationer over ikke at kunne tilbyde eleverne netop den hjælp, de har brug for.

I 2018's allerførste nyhedsbrev vil jeg altså slå et slag for, at der er brug for eksperter og personer med særlige kompetencer - både kommunalt og lokalt.

Når jeg taler om dysleksivenlig skole, er det helt afgørende, at der både kommunalt og lokalt på den enkelte skole er forskellige niveauer af viden og af indsatser. Jeg skriver og taler mest om de nederste og største lag i det, jeg vil kalde den dysleksivenlige skoles hierarki af kompetence - de lag, der handler om den enkelte lærer i almen- og supplerende undervisning.

Men for at sikre at eleverne kan få den rette hjælp, må der også kommunalt og lokalt findes mere specialiseret viden.

Jeg har i det følgende bud på et dysleksivenligt kompetencehierarki ladet mig inspirere af den engelske Dyslexia Friendly School, og så har jeg tilsat det en portion af mine egne erfaringer og viden på området.

Kommunal ekspert

For at den enkelte skole og den enkelte vejleder ikke skal stå helt alene med ansvaret, bør der være en kommunal ekspert, fx en læsekonsulent, som har den nyeste og mest specialiserede viden om dysleksi, og om hvordan man bedst organiserer og iværksætter indsatser, der kan styrke den enkelte elevs skriftsprogskompetence.

Læsekonsulenten kan både være med til at skabe og sikre en kommunal rød tråd i dysleksiindsatsen samt understøtte kvalificerede, fælleskommunale og lokale indsatser og tiltag.

Uden en kommunal person med det overordnede ansvar og overblik er det min vurdering, at det kan blive for tilfældigt og uensartet, hvilke tilbud elever får rundt omkring på de enkelte skoler.

Kommunal specialkompetence

Ud over læsekonsulentens ekspertviden vil jeg slå et slag for, at der er sikres en solid og bredere kompetence i forskellige organiserede tilbud på tværs af kommunens skoler.

Det kan fx være i form af LST-kompetencecentre, netværk til sparring og kvalificering af skolernes vejledere og dysleksiudvalg på tværs af kommunens afdelinger - fx mellem Skoleafdeling og PPR.

Disse kommunale kompetencetilbud kan bl.a. på forskellig vis være med til at kvalificere tiltagene ude på skolerne og til at understøtte, at den nyeste viden spredes til de relevante fagpersoner på skolerne og til eleverne.

Lokal specialkompetence

Efterhånden har næsten alle skoler læsevejledere. Nogle læsevejledere har en solid viden om dysleksi og om skriftsprogsvanskeligheder, andre læsevejledere har mindre viden om dette, da deres uddannelse i udgangspunktet handler om almenområdet.

Jeg ønsker i det nye år, at der på højere niveau skabes mulighed for, at der lokalt på de enkelte skoler også kan blive uddannet dysleksivejledere. Personer, som har dysleksividen og kompetencer inden for testning, undervisning af elever og vejledning af kolleger.

Ved at have en dysleksivejleder på alle skoler vil der være kort vej for både lærere og elever til en person, som kan understøtte dysleksivenlige tiltag og iværksætte kompetent og målrettet undervisning af eleverne - netop der, hvor den enkelte har behov for det.

Lokal specialviden

Og så kommer vi til lærerne i supplerende undervisning. De lærere som underviser elever med dysleksi i specialiserede strategier og metoder, der styrker skriftsprogskompetencen.

Når jeg taler om inklusion af elever med dysleksi, så kan det godt foregå ved, at eleverne i perioder tages ud af almenundervisningen. Ja faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at for langt de fleste elever med dysleksi er disse supplerende timer afgørende for, at en reel inklusion bliver mulig.

Elever med dysleksi har brug for at styrke deres læsning og skrivning på en anden måde, end elever uden dysleksi, og de har brug for at lære sig kompenserende metoder og strategier, som deres klassekammerater ikke har. Hvis dette udelukkende skal foregå i almenundervisningen, så er der stor fare for, at eleverne ikke lærer nok, og der er overhængende risiko for, at lærerne ikke er klædt godt nok på til opgaven - eller i øvrigt helt lavpraktisk ikke har den nødvendige tid.

I min verden er den dysleksivenlige skole ikke mulig uden den supplerende undervisning med lærere, der har den fornødne viden om dysleksi, LST og læse-/skrivestrategier, og som løbende kan sparre med den lokale dysleksivejleder.

Basisviden

Og så er der den brede basisviden, som alle skolens lærere skal have. Viden om, hvad dysleksi er, hvordan det kommer til udtryk, og hvordan man bedst organiserer sin undervisning, så elever med dysleksi har mulighed for ligeværdig deltagelse.

Denne viden behøver ikke at være på ekspertniveau, men den skal være af et sådant omfang og af sådan en grad, at man har mulighed for at planlægge og korrigere ud fra hensyn til den enkelte elevs vanskeligheder, styrker og behov - og så man ved, hvornår man skal gå til en vejleder for yderligere viden og sparring.

________________________________

Og hvad kan man så bruge dette kompetencehierarki til som helt almindelig lærer eller læsevejleder? Hvad kan man bruge det til, hvis den supplerende undervisning er afskaffet, hvis der ikke er noget kommunalt kompetencecenter, eller hvis der ikke findes nogen med tilstrækkelig specialiseret viden lokalt eller kommunalt?

Mit helt enkle råd er: KÆMP for det!

Gå til jeres nærmeste leder eller den relevante ansatte i kommunen. Måske mangler de den viden, der skal til for at ændre retning og strategi.

Beskriv og forklar jeres behov. Kom med konkrete forslag til ændringer og løsninger.

Forklar, at ingen skal lærer eller lærergruppe skal stå alene med ansvaret for, at elever med dysleksi får den skolegang, de har brug for og ret til.

Forklar, at uden personer med ekspertviden og solide, specialiserede kompetencer inden for rækkevidde, så er opgaven næsten umulig at løfte for den enkelte skole og ikke mindst den enkelte lærer.

Og hvis det ikke lykkes at få jeres ledelse eller kommune til at lytte og forstå første gang, så lykkes det måske 4. eller 5. gang.

Held og lykke! Og jeg håber, I alle får et fantastisk 2018.