Lektiologisk pædagogik - hvad er det?

Nyhedsbrev 8/18

Mit arbejde med elever med dysleksi tager udgangspunkt i den lektiologiske pædagogik.

Men hvad betyder lektiologi egentlig?
Og hvad vil det sige at arbejde ud fra en lektiologisk pædagogik?

Ordet stammer fra det latinske ord lectio, der betyder læsning. Så langt, så godt.

Lektiologien opstod i 2007 på Rådgivnings- og støttecentret på Århus Universitet, og den beskrives bl.a. i bogen "Uddannelse og skriftsprogsvanskeligheder - en lektiologisk grundbog" (red. Pedersen og Hjorth, 2016, Hans Reitzels forlag), hvor jeg har bidraget med kapitlerne om grundskolen.

Desuden kan man på Århus universitet læse bachelortilvalgsfaget Lektiologi.

Man kan helt kort sige, at den lektiologiske pædagogisk handler om altid at se elevens skriftsprogsvanskeligheder i forhold til uddannelsens mål. Dvs. at fokus ikke som det primære er på skriftsprogsvanskelighederne i sig selv, men på hvordan eleven eller den studerende kan stilladseres og lære strategier, så de kan opfylde de almene uddannelsesmål for den uddannelse og det konkrete uddannelsesniveau, de er i gang med.

Den lektiologiske pædagogiks mål er altså at gøre eleverne til selvregulerende lærende, der bliver i stand til at opnå målet med deres uddannelse. Dvs. at eleverne - i samarbejde og dialog med deres lærere - efterhånden skal blive i stand til selv at klare sig i den givne uddannelse, med netop de vanskeligheder og kompetencer de har.

I grundbogen beskrives den lektiologiske pædagogiks teori og praksis på godt 500 sider.

Når jeg i helt korte træk skal bekrive den, så vil jeg fremhæve følgende:

Strategier og stilladsering

Arbejdet med og omkring eleverne har til formål, at elever med dysleksi lærer strategier, der gør dem i stand til at lære det samme og på samme faglige niveau, som deres klassekammerater.

Det er ikke altid, de skal lære på samme måde. Men slutmålet er altid det samme.

For at dette kan lade sig gøre, har elever med dysleksi brug for at blive stilladseret på en måde og i et omfang, så de bliver i stand til dette.

Man kan sige, at omdrejningspunktet er, at de bedste strategier og den nødvendige stilladsering for den enkelte findes gennem elevens og lærerens fælles opmærksomhed på, hvad skal læreren og eleven sammen skal gøre, for at eleven kan opnå uddannelsens mål, på trods af dennes specifikke vanskeligheder.

Og det leder frem til en anden grundsten i den lektiologiske pædagogik:

Dialog og samarbejde

En andet bærende tanke er, at vi som lærere ikke på forhånd præcis kan være sikre på, hvordan vi bedst styrker og støtter den enkelte elevs læring.

Så det er helt afgørende, at vi hele tiden er nysgerrige og åbne, at vi hele tiden har en løbende dialog med eleven - og med elevens forældre.

Jeg har mange gange stået i situationer, hvor jeg troede, at jeg havde fundet en fantastisk løsning på et problem, men hvor jeg gennem dialogen fandt ud af, at eleverne faktisk ønskede og havde brug for noget helt andet.

Og jeg har stået i situationer, hvor jeg omvendt ikke selv kunne finde en løsning, men hvor det viste sig, at eleverne havde gode og kvalificerede løsningsforslag.

På samme måde er det vigtigt, at vi holder fast i dialogen om, hvordan indsatserne virker - så både vi og eleverne kan blive klogere, og så eleverne i sidste ende bliver de selvregulerede lærende, som vi ønsker de skal blive.

Lærende mennesker, der bliver i stand til selv at overvåge og regulere i deres læring, så de får mest muligt ud af den. Og til det har de brug for et tæt samarbejde med os om de bedst mulige strategier.

For at kunne indgå i dette samarbejde er en særlig faktor vigtig:

Motivation

Læringen er jo ikke noget, vi kan gøre med eleverne. Eleverne har brug for selv at være aktive medspillere, der tør begive sig ud på gyngende grund med det, der er svært.

Og hvordan arbejder man så med at styrke elevernes motivation? Det er ikke en simpel opgave, men grundlæggende, tænker jeg, at det handler om at give eleverne oplevelser med at lykkes. At skabe situationer, hvor de mestrer, hvor de oplever at være kompetente lærende, der ved, hvordan de kommer fra A til B - og som lykkes med det.

Og så er vi tilbage ved strategierne, stilladseringen og dialogen igen. Det hele hænger sammen og er indbyrdes afhængig og påvirkelig af hinanden.

Og det leder mig frem til det sidste punkt ind i min korte lektiologiske gennemgang:

Helhedsperspektiv

Elevernes dysleksi og deres skriftsprogsvanskeligheder må altså altid ses i den uddannelseskontekst, de befinder sig i. Indtil nu har jeg primært beskrevet denne kontekst som skolens faglige krav og mål.

Men en uddannelseskontekst er jo meget mere end dette. Fra skolens side er der fx relationerne, skolens rammer og krav og den tilgængelige LST.

Og eleven bidrager selv med sin selvforståelse, sine strategier og sine skriftsprogsvanskeligheder.

Det er i samspillet mellem alle disse faktorer, at læringen skal finde sted.

Se figuren af den lektiologiske grundmodel længere oppe på siden. Modellen viser de faktorer, der spiller ind på elevernes faglige udvikling. Og læs nyhedsbrev 14/17 (klik), hvor jeg beskriver de enkelte elementer i modellen.

Måske ses vi til Ordblinde- og it-konferencen i Vejle på tirsdag, hvor jeg har været så heldig at skulle holde konferencens afsluttende oplæg om LST og dysleksivenlig skole. Og her får den lektiologiske pædagogik også et par ord med på vejen.

Hvis du har lyst til at læse mere om den lektiologiske pædagogik, så er der et par links herunder.