Kan man have dysleksi, hvis man godt kan læse?

Nyhedsbrev 15/18

Gennem mit liv som dysleksilærer, har jeg mødt et meget stort antal mennesker med dysleksi - både børn, unge og voksne. Og selv om de alle har haft dysleksi, så har deres funktionelle vanskeligheder varieret enormt.

Nogle har næsten ikke kunnet læse eller stave selvstændigt, andres vanskeligheder har været så små, at de næsten kunne skjules - både for dem selv og for deres omgivelser. Men i en ordblindetesten har deres resultat stadig været entydigt 'rødt'.

I dag har jeg fået lov til at skrive om min mand, for han er nemlig sådan et menneske med næsten usynlig dysleksi.

Min mand er lærer, og han læser meget - både i arbejdsøjemed og for sin fornøjelses skyld.

Han læser hurtigt, og han er god til at huske det, han læser. Faktisk er han betydeligt bedre til at huske både detaljer og overordnede træk ved en bog, end jeg nogensinde bliver.

Han laver heller ikke ret mange stavefejl, når han skriver. 'Yoghurt' tog det nogle år at få styr på, men nu er det også på plads, når indkøbslisten skal skrives.

Men hvordan kommer hans dysleksi så til syne?

I forhold til læsningen, så er det i detaljen, det kan ses. Når min mand læser højt, og det gør han tit, så er hans oplæsning og udtale tydeligt upræcis. Det er som om, han spiser halvdelen af sætningerne. Ordenes endelser kommer tit ikke med, småord forsvinder i oplæsningen, nye og svære ord udtales ikke korrekt.

Læsningen sker altså hurtigt og automatiseret, men ikke præcist.

Når det gælder skrivning, kommer vanskelighederne primært til syne ved, at enkelte ord, bliver ved med at volde problemer, og ved at min mands tekstproduktion er meget kortfattet og meget lidt detaljeret. Jeg sammenligner det somme tider med et kompliceret matematikstykke, hvor alle mellemregninger er udeladt. Det kan være svært at forstå, hvad slutresultatet betyder.

Fordi han mange kan være usikker på stavningen, vil han helst have skrivningen overstået hurtigst muligt, og det giver altså disse meget korte og somme tider svært forståelige tekster - med meget minimal tegnsætning og brug af store bogstaver.

For nogen tid siden var jeg ude på en skole og holde et oplæg, og her fortalte jeg bl.a. ovennævnte personlige historie. Jeg brugte den til at illustrere, at dysleksi kan se ud på mange måder, og også elever med en mindre tydelig dysleksi kan have brug for både anerkendelse og særlige indsatser, hvis de skal have mulighed for at lære og udtrykke sig i forhold til deres øvrige formåen.

I pausen kom en lærer hen til mig og fortalte, at beretningen om min mand havde ramt hende dybt. For det var præcis fortællingen om hende selv. Hun havde det på helt samme måde, og selv om hun både kunne læse og skrive, så påvirkede det hende i hverdagen. Bl.a. undgik hun fx at skrive elevernes brainstorm m.v. på tavlen, fordi hun var usikker på stavningen. Og når hun skulle skrive mails til forældre, fik hun dem altid rettet grundigt igennem af en kollega.

Læreren spurgte, hvad min mand gjorde i forhold til eleverne og sit arbejde. Og jeg fortalte, at han altid er åben om sine vanskeligheder - både over for elever, kolleger og forældre. Somme tider gør han næsten en dyd ud af at vise, at man godt kan have svært ved noget, uden at det skal begrænse én, og uden at det behøver at være skamfuldt.

Læreren tænkte et øjeblik, og så svarede hun noget i retning af: "Jeg tror også, at jeg vil fortælle det til mine elever, og så kan jeg bede dem om at hjælpe mig, hvis jeg staver et ord forkert".

Det berørte mig meget. Der midt på lærerværelset havde et menneske opdaget og forstået noget om sig selv. Og jeg er sikker på, at denne lærers elever fremover vil få mulighed for i tiltagende grad at opleve, at det ikke er farligt at være åben om det, der er svært.