Hvordan føles det at være elev med dysleksi?

Nyhedsbrev 16/18

Jeg har for nylig læst en bog, som jeg bliver nødt til at anbefale.

Som lærere kan vi på alle mulige forskellige måder udvikle os i vores arbejde. Vi kan læse faglitteratur, tage på kurser, sætte os ind i undervisningsmaterialer, sparre med andre, lære af vores erfaringer osv.

Ved at læse og være i dialog med både elever og forældre har jeg fx efterhånden fået et rimeligt godt indblik i, hvordan det kan føles at være elev med dysleksi.

Men ligegyldigt hvad jeg gør, så er det vanskeligt for mig helt præcist at vide, hvordan skolen, undervisningen og min og mine kollegers indsats opleves fra elevernes side.

Nu er der altså kommet en helt ny bog, der kan hjælpe med dette. Den er henvendt til bl.a. lærere, og den giver et unikt indblik i, hvordan forskellige skolesituationer kan opleves, når en elev har dysleksi.

Bogen, 'Et liv som ordblind i folkeskolen', er skrevet af Jesper Sehested, der selv har dysleksi. Bogen indeholder 21 korte casehistorier, der beskriver forskellige situationer, tanker og følelser, man som elev i grundskolen kan opleve.

Hver historie indeholder både en lille tegneserie, en beskrivelse af den ydre handling og en masse af elevernes tanker - ofte skrevet som en strøm af brudstykker - der tilsammen giver et nuanceret billede af, hvordan det at have dysleksi kan påvirke éns skoleindsats og selvværd.

Da jeg læste bogen, gav den mig både en klump i halsen og mange konkrete billeder på, hvorfor det er så vigtigt, at vi som lærere og som skole hele tiden ser bag om adfærden og prøver at forstå elevernes reaktioner. For kun derved kan vi ændre praksis og matche elevernes behov.

Der er fx en historie med en dreng, som umiddelbart reagerer meget konfronterende og provokerende over for sin lærer. Men fordi vi i bogen får lov til at komme med ind i hovedet på drengen, finder vi ud af, at reaktionen skyldes en følelse af afmagt, fordi han ikke har kunnet nå at læse teksten i timen - og det var endda hans yndlingsfag.

Bogen giver gennem sine fortællinger både direkte og indirekte forslag til, hvordan vi i skolen kan skabe mere dysleksivenlig undervisning.

Jeg tænker, at bogens casehistorier fx kan bruges som udgangspunkt for refleksioner i teams og lærergrupper. For reagerer vores egne elever måske lidt ligesom eleverne i bogen? Kan årsagen mon være nogenlunde den samme som i bogen? Og hvad kan vi gøre for at skabe flere af de gode situationer og oplevelser for eleverne?

Mon ikke også fortællingerne vil kunne bruges som udgangspunkt for samtaler med eleverne?

I løbet af den næste tid, skal jeg til at arbejde med forskellige grupper, hvor elever med dysleksi får mulighed for at udveksle erfaringer og netværke, og jeg forestiller mig, at bogens historier vil være oplagte at tage udgangspunkt i, når vi skal tale om elevernes tanker og om deres konkrete behov i undervisningen. Somme tider er det lettere at tage udgangspunkt i en case, end det er at fortælle om sine personlige tanker og følelser.

Hvis du vil læse mere om bogen og/eller måske købe den, så TRYK HER for at gå til etlivsomordblinds hjemmeside.