En dysleksivenlig skole er venlig for alle elever

Nyhedsbrev 4/19

Jeg har en tilståelse.

Somme tider kan jeg godt tænke, at nu har jeg brug for en pause, hvor jeg ikke hører og læser mere om dysleksi. For når jeg fx kigger ned gennem mit nyhedsfeed på Facebook, så er der nemlig rigtig meget, der handler om dysleksi. Og selvfølgelig er der det. Det er jo det område, jeg bruger det meste af min vågne tid på at beskæftige mig med. Og jeg synes uomtvisteligt, det er det mest interessante og væsentlige område i verden.

Men på enkelte dage tænker jeg altså, at der er jo også andre elever, der har brug for hjælp, forståelse og stilladering. Og en gang imellem kan jeg blive bange for, om den efterhånden ret store opmærksomhed på dysleksi kommer til at betyde, at der bliver fokuseret for lidt på de andre elever, der let kan blive hægtet af læringen.

Betyder det så, at jeg nu pludselig ikke længere interesserer mig for dysleksi og udvikling af dysleksivenlige skoler? Nej! Det betyder det på ingen måde.

For når jeg så i ganske kort tid har ønsket mig en lille dysleksipause, kommer jeg i tanke om, at der reelt ikke eksisterer et modsætningsforhold mellem indsatser for elever med dysleksi og for elever med andre vanskeligheder.

For nylig holdt jeg et møde med en skoleleder, der sagde: "Hvorfor taler vi egentlig om dysleksivenlige skoler? Skulle vi ikke hellere bare tale om venlige skoler?"

Og på en måde havde han ret, for når man kigger til England og Norge, hvor begrebet dysleksivenlig skole eksisterer som en officiel betegnelse, så er det en forudsætning, at der på de dysleksivenlige skoler skal være en generelt inkluderende tankegang og tilgang til elever, skole og undervisning. Alle skal kunne være med - uanset forudsætninger og udfordringer. Så en præmis i den dysleksivenlige skole er altså, at den er venlig for alle elever.

Når jeg afholder kurser om dysleksivenlig skole og undervisning, er langt, langt det meste af indholdet relevant for alle elever. Det gælder de fleste af undervisningsmetoderne, pædagogikken og didaktikken, læringsstrategierne, dialogen og den anerkendende tilgang. Alt sammen noget, der understøtter alle elevers læring.

Og så er der naturligvis stadig det helt særlige dysleksi-specifikke - forståelse for og viden om dyslektiske elevers udfordringer og behov - herunder LST'en. Men i det store og hele er der altså ikke meget, der adskiller den dysleksivenlige tilgang fra den alment-venlige.

Så når jeg på en dårlig dag kan blive lidt træt over at kigge igennem mit dysleksi-nyhedsfeed, er det altså blot fordi, jeg lige et øjeblik har brug for at stille skarpt på den del af den dysleksivenlige tankegang, der præciserer, at skolen skal være venlig og fyldt med glæde, trivsel og læring for alle børn.

Og jeg bliver til stadighed mere og mere klar over, at min interesse for udvikling af skoler, der styrker dyslektiske elevers deltagelsesmuligheder, læring og trivsel, også i høj grad er en generel interesse for udvikling af undervisning og skole - til glæde og gavn for alle elever.

Og heldigvis har den dysleksivenlige skole og den lektiologiske pædagogik rigtig meget at tilbyde de fleste elever - uanset forudsætninger, udfordringer og behov.

Så lad os blive ved med at huske os selv og hinanden på alle de elever, der har brug for særlig forståelse, opmærksomhed, tydelighed og stilladsering - også selv om deres diagnose ikke er dysleksi.