Hverdagens dysleksi-forbilleder

Nyhedsbrev 8/20

I forbindelse med uge 40, den internationale dysleksiuge


Vi har alle brug for forbilleder. Personer der kan vise os, at der er en vej, når vi selv tvivler. Mennesker der har klaret det, som vi selv synes er svært og måske næsten helt uoverskueligt.

Vi hører så meget om de kendte mennesker med dysleksi. Thomas Blachmann, Fuhlendorff, Bubber, Steve Jobs, Jennifer Aniston, Walt Disney og H.C. Andersen. Det er vidunderligt vide, at man kan blive verdenskendt - eller i hvert fald landskendt - som dyslektiker. At dysleksien ikke behøver at være en stopklods.

Men der går også forbilleder rundt meget tættere på os. Helt almindelige mennesker, der har klaret sig på trods af dysleksien, mennesker som ikke har ladet dysleksien være en stopklods.


Uge 40, den internationale dysleksiuge, vil jeg gerne dedikere til alle de hverdagsforbilleder, der går rundt omkring os - måske uden at vi ved det.

Når man er en helt almindelig skoleelev med dysleksi, så er det skønt at vide, at nogen er blevet superhelte, trods dysleksien. Men måske vil det have større reel indflydelse på ens liv, hvis man fandt ud af, at klassekammeratens søde far som arbejder nede i banken eller den dygtige skolelærer eller hende den seje fra 8.B også har dysleksi.


Jeg synes, det ville være vidunderligt, hvis vi kunne skabe en større plads til deres fortællinger. Og jeg er næsten sikker på, at disse beretninger fra hverdagens forbilleder vil give elever med dysleksi endnu mere gå-på-mod og tro på at det nok skal gå, end at IKEA's grundlægger, Ingvar Kamprad, havde dysleksi.


Så kære lærer, fortæl dine elever, at du har dysleksi. Fortæl hvordan du gør, når ordene driller. Vis at dysleksi ikke er hverken skamfuldt eller behøver at være en stopklods for uddannelse og arbejde.


Og kære skole, kunne det ikke være en god idé at invitere forældre og tidligere elever med dysleksi til at holde oplæg på skolen om deres vej gennem uddannelse og arbejde?

(Coronaen gør det naturligvis lidt vanskeligt lige nu. Men hvad så med at planlægge det, til når vi engang igen må samles i større forsamlinger? Eller hvad med at holde det som onlineforedrag? Der er næsten altid mulighed for en alternativ løsning, og uge 40 er da et helt oplagt tidspunkt.)


Kære helt almindelige menneske med dysleksi, fortæl din historie til dem, der har brug for at høre den.


For nylig hørte jeg om en lærer med dysleksi, der lærte sine elever at lave mindmaps i stedet for rapporter, fordi det var hans måde at lære og strukturere viden på - ikke så mange ord, men masser af forståelse. Og hans elever blev virkelig, virkelig dygtige, måske fordi de lærte nogle af hans gode kompenserende strategier til læring og forståelse.


Herhjemme på matriklen har jeg en mand, som er lærer, og som har dysleksi. Og han fortæller altid sine elever, at der er derfor, han ikke staver så godt. Og så er det også et helt bevidst pædagogisk kneb til at vise, at det er okay, at man har svært ved nogle ting. Det behøver ikke at hæmme én fra alligevel at kaste sig ud i kampen.


Og jeg har en andet familiemedlem, der også har dysleksi, og som blandt andet har meget svært ved fremmedsprog. Men på trods af dette, er hun igen og igen rejst ud i verden og har holdt succesfulde møder på tysk og engelsk. Hvordan det lykkes, ved jeg ikke helt, men jeg tror, det blandt andet handlede om åbenhed og samarbejde: "Hvis jeg kan ét ord, og de kan et andet ord, så har vi pludselig en samtale".


De verdenskendte superhelte er gode nok, men jeg er altså langt større fan af hverdagens dysleksi-forbilleder.


Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags

© 2016 Line Leth Jørgensen