I år skal ingen børn og forældre græde - om gode relationer

Nyhedsbrev 6/19

Lige nu i disse dage begynder skolen igen - for elever, lærere, ledelse og forældre. Foran os ligger et nyt og ubrugt år, som allerhelst skal fyldes med læring og lethed, udfordring og udvikling, tillid og tryghed for både voksne og børn.

Lige inden jeg gik på ferie, var jeg så priviligeret at holde oplæg for en gruppe forældre til elever med dysleksi. En gruppe forældre, som havde taget en uge ud af deres egen og deres børns kalender for at være sammen med andre med dysleksi og for at lære mere om, hvordan de kunne forstå og støtte deres børn.

I løbet af oplægget fortalte jeg bl.a. om relationers afgørende betydning for elevers læring og faglige udvikling.

Og nogle af forældrene begyndte at græde!

De græd, fordi de fik sat ord og forklaring på sammenhængen mellem læring og trivsel, og fordi de pludselig forstod, hvor alvorligt manglende trivsel er. De græd, fordi deres børns relationer på skolen på alt for mange parametre ikke var gode.

Forældrene fortalte om oplevelser med manglende forståelse, skæld ud og om høje krav uden den nødvendige hjælp og stilladsering. Og de følte sig magtesløse.

Det, der ramte forældrene mest, var forklaringen på, hvordan hjernen reagerer ved manglende trivsel, og hvad dette gør ved læringen. Helt forsimplet kan man sige, at tre dele af hjernen er afgørende at kende til i forhold til sammenhængen mellem trivsel og læring: amygdala, "krybdyrhjernen" og "tænkehjernen".

Amygdala scanner konstant for evt. farer. Hvis noget vurderes som farligt eller ubehageligt, vil vi ofte bange, utrygge eller vrede, og så bruger vi krybdyrhjernen, der er placeret bagerst i hjernen. Krybdyrhjernen har grundlæggende kun tre handlemuligheder: Frys, kæmp eller flygt. Og ingen af disse tre reaktioner kan bruges til læring eller rationel tænkning.

Når vi skal lære noget og tænke fornuftigt og logisk, så har vi brug for "tænkehjernen", der er placeret forrest i hjernen, bag panden. Og den kan vi kun bruge, hvis vi er rolige, trygge og ikke i affekt.

Det er godt nok muligt til en vis grad at træne sin hjerne til at gå mindre i "kæmp, flygt eller frys"-tilstand, men overordnet set er vores hjerner sådan indrettet, at hvis vi bliver utrygge, kede eller vrede, så kan vi ikke lære. Og hvis vi ikke har gode relationer, bliver vi lige præcis utrygge, kede og vrede. De gode relationer og trygge omgivelser er altså en forudsætning for læring.

Næsten alle skolebørn oplever somme tider at føle sig anderledes, usikre og kede af det. Børn med dysleksi oplever det dobbelt - både af samme grunde som deres kammerater og fordi de har dysleksi.

De kan være usikre på, om deres kammerater og lærere synes, de er dumme, de kan have svært ved at bidrage ligeværdigt i det faglige arbejde, de kan føle sig misforståede pga. deres dysleksi (jfr. Egmont Rapporten, 2018). Dette betyder, at der i særlig grad for børn med dysleksi er brug for gode og trygge relationer på skolen - både til andre elever og til lærerne. Relationer der gør, at børnene tør tro på, at lærerne og kammeraterne gerne vil forstå, lytte og hjælpe. Relationer der gør børnene trygge, så der kan blive lukket op for tænkehjernen og dermed for muligheden for læring.

Lydhørhed, åbenhed og tid til trivsel

Der er selvfølgelig mange veje til at skabe og styrke de gode relationer. Lige nu er jeg selv meget optaget af Louise Klinges relationskompetence (læs mere HER).

Og jeg er ikke i tvivl om, at det er os som lærere, der har det primære ansvar for, at elevernes relationer, trivsel og læring lykkes - det hårde, svære og fantastiske ansvar.

Noget af det, jeg oplever som helt afgørende i de gode relationer, er, at vi konstant er lydhøre og åbne over for hinanden. Og at vi som lærere prioriterer tid til det sociale, relationelle arbejde i klasserne. Ikke kun når det er gået galt, men forebyggende, kontinuerligt og gennem hele skoleforløbet - og ikke kun som noget adskilt fra det faglige arbejde, men som en indbygget del af alt, hvad der foregår i skolen.

Og for elever med dysleksi er der yderligere behov for, at der er forståelse, anerkendelse og støtte i forhold til deres skriftsprogsvanskeligheder og læringssituation. I værste fald kan dårlige relationer til lærere og/eller andre elever være en afgørende faktor for børnenes lave præstationer og ringe motivation.

Mit allerstørste ønske for det kommende skoleår er, at vi som lærere bliver i stand til og får mulighed for at understøtte og styrke gode relationer mellem alle involverede i børnenes skolegang.

Og jeg ønsker, at skoleledelser og forvaltninger over hele landet på samme måde vil understøtte lærerenes mulighed for at kunne skabe og styrke disse gode relationer.

I år skal ingen børn og forældre græde af frustration over en skolegang, der ikke er god for dem.