6 faktorer der spiller ind, når eleven skal udvikle sig fagligt

Nyhedsbrev 14/17

For at opnå reel inklusion af elever med dysleksi er det nødvendigt at være opmærksom på, at virkelig mange ting er på spil.

I et komplekst samspil af forskellige faktorer enten skabes eller vanskeliggøres muligheden for inklusion - altså muligheden for at den enkelte elev oplever sig selv som en værdifuld og ligeværdig deltager i de faglige og sociale fællesskaber.

I dag vil jeg prøve at skitsere nogle de vigtigste faktorer, der spiller ind på den enkelte elevs mulighed for inklusion og for faglige udvikling. Det er ikke direkte og håndgribelige metoder, der kan bruges i undervisningen mandag morgen. Men måske kan beskrivelserne være med til at tydeliggøre de knapper, man kan skrue på, når der skal arbejdes med udvikling af mere dysleksivenlige skoler og med elevernes faglige udvikling.

Og hvis I har lyst til at høre og lære mere, så kommer jeg jo gerne ud og holder oplæg og kurser på jeres skoler.

Figuren herover er min egen version af den lektiologiske grundmodel, som beskrives i bogen "Uddannelse og skriftsprogsvanskeligheder". Under den grønne streg vises faktorer uden for eleven, som kan hhv. fremme/hæmme udviklingen af skriftsprogskompetencer hos elever med dysleksi. Over stregen vises faktorer hos eleven selv. På figuren er der kun pile ind til eleven, men alle punkterne påvirker hinanden gensidigt. Så ændringer inden for et af områderne, vil som regel have effekt på de andre områder også.

Rammer og krav på skolen

Jeg tænker, at dette punkt måske er det vigtigste af alle, når man ønsker at arbejde med at skabe en dysleksivenlig skole, hvor alle elever med skriftsprogsvanskeligheder får mulighed for at udvikle deres skriftsprogskompetencer optimalt.

Den enkelte skole må have klare rammer, forventninger, krav og metoder, som sikrer, at alle arbejder ud fra samme udgangspunkt og succeskriterier. "Sådan gør vi her på skolen, når vi har elever med dysleksi". Alle de andre punkter afhænger af, at skolen har klare og velfungerende rammer (Klik her for at læse Ugens tip 8 med inspiration ).

Læse-/staveteknologi

For at elever med dysleksi kan blive reelt inkluderede, har de allerfleste brug for LST. Det er skolerne, som langt hen ad vejen er ansvarlig for, hvilke hjælpemidler eleverne bliver tilbudt, hvordan de lærer at benytte dem, og hvor stor viden og fleksibilitet der er mht. både hardware og software.

I min optik er det nødvendigt at tage udgangspunkt i den enkelte elev og dennes behov - og ikke primært i kommunale indkøbsaftaler eller principper.

Relationer

Elever, der har det godt med deres klassekammerater og med deres lærere, lærer bedre. Og for elever med dysleksi er der yderligere behov for, at der er forståelse, anerkendelse og støtte i forhold til deres skriftsprogsvanskeligheder. I værste fald kan dårlige relationer til lærerne være en afgørende faktor for elevernes lave præstationer og ringe motivation.

Relationerne kan bl.a. styrkes gennem viden, åbenhed og klare forventninger og rammer. Når alle ved, hvordan de bedst støtter og forstår eleverne, så skabes der også bedre grundlag for gode relationer.

Skriftsprogsvanskeligheder

Hvor de tre første punkter havde med miljøet at gøre, har de næste tre primært med eleven selv at gøre - men stadig i tæt samspil med de øvrige områder.

Elever med dysleksi har i udgangspunktet den samme type funktionsnedsættelse, men omfanget og måden dysleksien kommer til udtryk, varierer voldsomt fra elev til elev. Og alt efter den enkelte elevs dysleksiprofil, er der brug for forskellige faglige, pædagogiske og praktiske tiltag.

Hvis man nøjes med at tage den digitale ordblindetest, så man ved man måske nok, at eleven har dysleksi, men man ved stadig ikke meget om det reelle funktionsniveau eller om fx sproglige og hukommelsesmæssige styrker og vanskeligheder.

Derfor er det så vigtigt med en grundig udredning, der kan skabe udgangspunkt for en individuel handleplan.

Strategier

Alle elever - alle mennesker - udvikler forskellige strategier til at klare sig i livet. Nogle strategier er gode, nogle er mindre gode. Nogle lærer man selv, nogle lærer man af andre.

I forhold til dysleksi tænker jeg primært på tre typer strategier: 1) Strategier til at læse og skrive, 2) strategier til benyttelse af LST og 3) strategier til at klare sig i skolen.

Jeg oplever en del elever, hvis foretrukne læsestrategi er gættestrategien. Den kan være bedre end ingenting, den kan føre til virkelig sjove fejllæsninger, men den er sjældent rigtig god. Ved at lære eleverne bevidste læse-/stavestrategier, giver man dem reel mulighed for at øge deres skriftsprogskompetencer.

En anden vigtig strategi er at lære, hvordan man benytter sin LST. Skolen skal tilbyde hardware og software og kurser, men det er eleven selv, der skal benytte det i hverdagen. Og for nogen kan det kræve grundig og praksisnær støtte at nå dertil.

Og endelig er der elevens strategier til at lære og til at gå i skole. Når noget er svært, er der groft sagt to veje at gå: Enten øger man indsatsen, eller også sænker man mentalt væsentligheden af det, der er svært.

De strategier, eleven benytter, afhænger i høj grad af figurens øvrige elementer - relationer til lærere og elever, omfanget af skriftsprogsvanskelighederne, skolens retningslinjer, elevens selvforståelse.

Selvforståelse

Elevens forståelse af sig selv som menneske, som skoleelev og som dyslektiker afhænger også i høj grad af de andre faktorer i modellen.

Selvforståelsen er naturligvis ikke statisk. Både indre og ydre faktorer er medvirkende til om den udvikler sig positivt eller negativt. Og vi som lærere er en vigtig brik i, hvordan elevernes faglige - eller akademiske - selvforståelse udvikler sig.

________________________________________________________________________________________

Når vi arbejder med at øge skriftsprogskompetencer hos elever med dysleksi, må vi huske os selv og hinanden på, at det aldrig må komme til kun at handle om træning af fonologi eller om LST.

Og hvis udviklingen af skriftsprogskompetencer hos en elev ikke forløber, som vi ønsker, så må vi prøve først at kigge indad på os selv og på vores skolestruktur, og så må vi begynde med at lave ændringer dér - og måske fører det til positive ændringer hos eleven. Selvfølgelig sker der ikke altid mirakler over night, men somme tider gør der.

For nylig oplevede jeg en pige gå fra 00 til 4 i diktat, og den eneste åbenlyse ændring var, at jeg havde talt med hende om, at jeg troede på, at hun sagtens kunne få mere end 00, og at vi sammen måtte arbejde med at forbedre hendes strategier. Vi nåede aldrig at arbejde med dem, og alligevel rykkede hun to karakterer op. Måske var det et tilfælde, måske ikke...