Dysleksi og selvværd - om at føle sig anderledes på den gode måde

Nyhedsbrev 9/19


I anledning af den internationale ordblindeuge, "Dyslexia Awareness Week", i uge 40 udskrev jeg en konkurrence: Kom med forslag til emner, jeg kan tage op i mine nyhedsbreve og vind et eksemplar af bogen 'Uddannelse og skriftsprogsvanskeligheder'.

Der blev udtrukket to vindere, og i dette nyhedsbrev vil jeg dykke ned i det emne, som Dorte Bruntse fra Rosengårdskolen foreslog. Det lyder som følger: "Hvordan støtter vi bedst elevernes selvværd - så de kun føler sig anderledes på den gode måde...



Åh, hvor er det et stort emne, og hvor er det vigtigt. Måske det vigtigste af alle. For uden selvværd, så er alt det andet ligesom ikke så meget værd.

Så hvordan arbejder vi som professionelle med eleverne på en måde, så alle elever får styrket deres følelse af, at de er noget værd i sig selv? Hvordan støtter vi elever med dysleksi, så de ikke kommer til at føle, at deres dysleksi gør dem mindre værd og anderledes på en dårlig måde?

Der er ikke noget enkelt svar på spørgsmålet - ikke nogen simpel løsning på problemet, ingen quick fixes eller lette genveje. Jeg har tænkt og tænkt over, hvordan jeg skal gå til emnet, og jeg har besluttet at fortælle historien om Jonna.

En historie om Jonna

For nylig havde jeg en samtale med en pige (lad os kalde hende Jonna), som kom til mig og fortalte om sine læse-/skrivevanskeligheder. Jonna begyndte med at sige: "Altså, jeg er ikke ordblind eller noget, men...." Og så fortalte hun om alle sine vanskeligheder.

Jeg reagerede ved at sige, at jeg ikke vidste, om hun var ordblind eller ej, men at jeg godt kunne tænke mig at fortælle hende lidt om, hvad ordblindhed egentlig er. Efter at jeg havde tegnet og fortalt, sagde Jonna noget i retning af: "Okay, måske er jeg faktisk ordblind. Jeg vil vildt gerne testes, og det lyder rigtig godt med de programmer. Jeg tror, de vil kunne hjælpe mig meget".

Hun fortalte også, at hendes lillebror var meget bedre til at læse og skrive, end hun var. At hun somme tider måtte spørge broren om hjælp, og at hun følte, at hendes forældre ikke forstod hendes vanskeligheder.


Da jeg en uge senere skulle teste Jonna med Elbros ordlister, var det ikke så ligetil. Først var hun forsvundet fra klassen, så havde hun ikke tid, og da vi endelig sad over for hinanden, var hun nervøs og bange for at fejle. Trods ønsket om at blive testet strittede meget i hende imod.

Så vi brugte først en del tid på at tale om, at testen skulle bruges til at finde forklaringer og årsager på hendes vanskeligheder. Vi vidste jo begge, at det var svært for hende, og nu kunne vi begynde at finde ud af hvorfor, og hvad vi så kunne gøre. Jeg fortalte Jonna, at min eneste opgave på skolen var at hjælpe børn, der havde svært ved at læse og skrive. Og at jeg var herre god til det! Desuden talte vi om, at jeg jo ikke var hendes almindelige lærer, der gik op i, om hun havde lavet lektier, drak energidrikke eller pjækkede fra timerne. Mit eneste fokus var at hjælpe hende med læsning og skrivning.

Langsomt fik Jonna så meget ro på, at vi kunne gå i gang. Hun gjorde sig umage, opgav næsten, fortsatte, blev usikker, blev alligevel ved og fik læst alle 2 x 40 ord - langsomt og med masser af fejl. Men hun klarede det.

Og nu kan vi begynde den lange vej med sammen at udvikle Jonnas accept, selvværd og faglige strategier og færdigheder.


At forstå sig selv

Hvorfor fortæller jeg historien om Jonna? Det gør jeg, fordi den indeholder så mange aspekter af, hvad der skal til for at styrke - eller svække - selvværdet hos børn med dysleksi.

Ved at få viden om, hvad dysleksi er, og hvordan det påvirker læring, kunne Jonna spejle sig selv, og hun kunne begynde at forstå sine vanskeligheder på en ny måde, der kan give hende mod til at turde arbejde med dem. I stedet for at føle sig anderledes på en forkert og skamfuld måde, så kan hun begynde at forstå sig selv på en måde, der lukker for skammen og åbner døren til handling. Men vejen til forståelse og erkendelse er endnu ikke bred og let tilgængelig. Jonna skal igen og igen mindes om, hvad hendes vanskeligheder betyder, og hvordan der kan arbejdes med dem.


Hvis vi som lærere forstår og kender til dysleksi, og til hvad vores elever med dysleksi kæmper med, så er det lettere for os at hjælpe eleverne med deres egen forståelse af vanskeligheder og muligheder, og det bliver lettere at skabe gode rammer og stilladsering for elevernes læring.


Det er ikke muligt at arbejde med sine vanskeligheder, hvis man ikke forstår og accepterer dem. Og det med accepten, det er ikke altid så let og ligetil. Da jeg talte med Jonna første gang, virkede det som om beskrivelsen af dysleksi gav hende en måde at forstå og acceptere sig selv på. Men en uge efter var accepten væk, og vi måtte begynde forfra. Vejen til accept tager tid og den er ofte kringlet.


At andre forstår

Jonna fortalte en del om, hvordan hun følte sig dum og ikke god nok - både i skolen og derhjemme.

Jeg tænker, at hvis der på skolen og i klassen - og i hjemmet - ikke er viden og åbenhed omkring dysleksi og forskellighed helt generelt, så er det svært ikke at føle sig anderledes på den forkerte måde.

En måde at være åben på er at sørge for, at alle elever har viden om dysleksi - fx ved at klasselærer eller skolens dysleksi-ressourceperson holder et oplæg i klassen. Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan det lykkes mig at få lov til at fortælle om dysleksi og om den konkrete elev til hele klassen - hvordan det lykkes at elev og forældre ikke siger nej. Og det mærkelige er, at det faktisk ikke plejer at være et problem. Jeg tror nok, at jeg er utvetydig, når jeg taler med forældrene: Hvis ikke vi er åbne om elevernes vanskeligheder og behov, så kan vi ikke skabe et rum, hvor eleverne kan trives og udvikle sig. Når vi er åbne om dysleksien, signalerer vi, at det hverken er forkert eller farligt, og der opstår ikke rygter og mærkelige forestillinger. (Se evt. Sundhedsmagasinet HER, hvor man kan få et lille kig ind i et oplæg for en klasse.)


I forhold til viden og forståelse i hjemmet, så har vi som skole en forpligtigelse til at sikre en løbende dialog. Vi skal sørge for, at forældrene ved, hvad det vil sige at have dysleksi - og at dysleksi fx ikke betyder, at man er mindre klog. Vi skal fortælle, lytte, svare og spørge, så skole og hjem så meget som overhovedet muligt trækker samme vej. Hvis vi alle hjælpes ad, så kan både det faglige niveau og selvværdet sagtens være højt.

Når andre forstår ens udfordringer, styrker og behov, så er det lettere at føle sig okay.


At forstå man ikke er alene

Når jeg fortalte Jonna, at jeg havde styr på det der med dysleksi, så var det naturligvis ikke for at prale med egne fortræffeligheder. Grunden var, at Jonna skulle føle sig tryg og sikker på, at der var én, som forstod hende, og som ville og kunne støtte i alt det, der er svært og farligt.

Somme tider kan den trygge havn være elevens egen lærer. En lærer, der kender eleven rigtig godt og nuanceret, og som derfor kan tage højde for alt det, eleven har med sig.

Og somme tider kan det sikre sted måske med fordel være hos en mere perifer lærer, der ikke behøver at forholde sig til alle de andre aspekter af elevens adfærd i skolen. En lærer, der kan være et helle fra det hele.

Jeg tror ikke, det er så vigtigt, hvilken slags lærer, der er tale om. Men jeg er overbevist om, at det for de fleste elever er afgørende, at der er én på skolen, der kan hjælpe - både med det faglige og med at skabe forståelse for og accept af dysleksien. En lærer, der kan få eleven til at forstå, at han/hun ikke er alene med sine vanskeligheder.


Jonna har gået i skole i mange år uden at forstå sig selv og uden at føle sig forstået af andre. Og hendes selvværd (og faglige udvikling) er uden tvivl blevet påvirket. Så vi har travlt nu. Men vi må ikke skynde på Jonna, for hun har brug for tid for at forstå, acceptere og turde. Og til det har hun brug for vedholdenhed og forståelse fra os omkring hende.


Og så er der alt det andet

Var det så det, der er at sige om dysleksi og selvværd? Nej, det kan ikke klares i et enkelt nyhedsbrev. Og ovenstående er kun et lillebitte pluk ned i kassen af redskaber, forståelser og tilgange, der kan være med til at styrke selvværdet hos elever med dysleksi.

Det handler også om alle aspekterne i den dysleksivenlige skole (Læs mere HER eller HER), om samspillet mellem de 6 faktorer, der beskrives i den lektiologiske grundmodel (Læs mere HER), og om hvordan vi helt grundlæggende praktiserer skole.





Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags

© 2016 Line Leth Jørgensen